Tvindmøllen viste vej

af Preben Maegaard, februar 2009

Læs artiklen i PDF her.

 

 

Tvindmøllen viste vej.

Af Preben Maegaard, forstander Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi.
Senior vicepræsident for EUROSOLAR.

Tvindmøllen er blevet en legende. Den er realiseringen af en idé på Tvind skolerne i Vestjylland i Danmark. Her designede og byggede i 1970erne lærere og studerende deres eget kraftværk til deres egne skoler – dengang verdens største vindkraftværk. For deres egne penge. De byggede det for den naturlige energis skyld, for et menneskeligt samfunds skyld – imod monopolisering indenfor energisektoren og imod A-kraft.

Projektet blev fra begyndelsen betragtet som et vanvittigt overmodigt eksperiment. Det måtte ikke kunne lade sig gøre, at lægfolk kunne tænke og bygge noget, der var så stort, så anderledes i forhold til den gældende og stadigt gældende samfundsorden. Da flere hundrede mennesker tog det første spadestik 29. maj 1975, var alle energiens eksperter enige om, at projektet var umuligt. Landsdækkende aviser fik førende eksperter til at udtale, at den store forsøgsmølle ganske enkelt ville vælte ved den første rigtige gang blæsevejr.

Sådan gik det ikke. Ved Tvindmøllens 30 årsdag var Barsebäck atomkraftværket definitivt blevet lukket, mens Tvindmøllen stadig står der og laver strøm; man kan sige i ensom majestæt, for alle andre store, ambitiøse forsøgsmøller, danske og udenlandske, fra den tid er forsvundet. Ikke mindst derfor skal historien om Tvindmøllen huskes og fortælles.

Den historiske dimension.
Der er bred enighed om, at vindenergiens vugge har stået i Danmark. Igennem det sidste hundrede år er udnyttelsen af kraften fra vinden blevet gjort til praktiske realiteter af personligheder som Poul la Cour og Johannes Juul. Det bliver der skrevet historie om, hvorimod der hidtil har været en udpræget berøringsangst overfor Tvindmøllens betydning for vor tids vindmølleudvikling. Sådan er det, desuagtet at Tvindmøllen indeholder en lang række tekniske løsninger, der vandrer lige over i 1980ernes vindmølleindustri, hvorimod der reelt set ikke er ret mange tekniske og funktionelle løsninger eller materialer, som er arvegods fra de foregående vindmølleepoker.

Trods Tvindmøllens tredive års jubilæum er den på en måde mere moderne i dag i sammenligning med de møller, som vindmølleindustrien leverede frem til midten af 1990erne. Vindmøllerne havde fra omkring 1976 asynkron generator, fast monterede vinger og var stall-regulerede, hvilket var den konceptuelle arv fra J. Juul. Epoken slutter med Nordtank’s meget elegante designermølle på 1,5 MW fra 1995, som dog teknologisk set var blevet indhentet af dinosaureffekten. Rationaliteten i J. Juul’s koncept kunne ikke strækkes så langt op.

Ser man derimod på de sidste ti års innovation inden for vindmøller, svarer den mere til det teknologiske mix, som Tvind lancerede allerede for 30 år siden og fik til at fungere vel at mærke. Det var holdbart i flere betydninger; det gik ikke i stykker og teknikken kunne overføres til andre vindmølleprojekter. Tvindmøllen var således født med drejelige vinger, hvilket senere er blevet standard på alle store vindmøller. Den har ligesom almindelige kraftværker synkrongenerator, som flere og flere skifter om til. De kan være mangepolede, som hos Enercon, Vensys, WinWind og forsøgsmøllen fra Siemens, eller det kan være en kombination af gear og synkrongenerator, hvilket er det nyeste design fra GE Wind og DeWind. Hvor den asynkrone generator vandt frem, fordi omdrejningstal og effekt var enkelt at styre, så stiller de uregerlige vindforhold helt andre krav til styringssystemet ved møller med synkrongenerator. Men også det problem fandt tidligt en løsning på Tvindmøllen, som var langt forud for sin tid. Det gælder også Tvindmøllens tilgang til fænomenet overløbsstrøm, hvor man trinvist indkobler dyppekogere i centralvarmesystemet, altså nøjagtigt hvad man i 2009 ser som en oplagt måde at komme af det overskud af elektricitet, som kraftvarmeværker og vindmøller i fællesskab leverer til elnettet.

Sådan fik danske vindmøller vinger.
Det vigtigste fingeraftryk på den efterfølgende vindmølleudvikling er dog Tvindmøllens betydning for udviklingen af de moderne kompositvinger. Det gælder både den aerodynamiske udformning, den strukturelle opbygning, samt at man ved generøst at stille sin viden om vingekonstruktion til rådighed for en ny generation af uafhængige vingeproducenter skaber grundlaget for det sejrende koncept, komponentvindmøllen. I løbet af få år kan mere end tyve danske virksomheder etablere sig som vindmølleproducenter, fordi de kan købe de afgørende komponenter, styringer, tårne og især vingerne hos specialiserede underleverandører. Har man vingerne, kunne virksomhederne finde ud af resten. Og vingerne sørgede de for på Tvindmøllen.

I dagbladet Information den 22. marts 1976 præsenterer Amdi Pedersen fra Vestjysk Energikontor i Tvind sin industripolitiske vision. Det næste vi “vil tage fat på, bliver udviklingen af nogle helt konkrete modeller. F.eks. kan vi lave nogle forme, hvori folk kan få lavet deres vinger. Vingerne er jo ofte det største problem. Så det går vi meget snart i gang med... Det er helt i vindens ånd. Den kan ikke monopoliseres. Det vil vi også gerne forhindre, at udnyttelsen af den bliver. Så der er ingen, som behøver at holde sig tilbage. Man skal bare komme ... alle erfaringer skal komme alle andre til gode”. På det tidspunkt var opførelsen af tårnet afsluttet og man skulle i gang med de virkelige udfordringer, vinger og møllehat.
Amdi Petersen insisterede på, at en ganske bestemt vingeløsning skulle anvendes, og det blev den. Det viser, at midt i de højtflyvende planer og paroler var der en erkendelse af og respekt for forskningens grænselag. Tvindfolkene besad i forhold til forskerne på andre samtidige store vindmølleprojekter i Danmark og udlandet ydmyghed overfor den vitterligt meget krævende udfordring, som det er at designe og bygge en meget stor vindmølle.

Vingeløsningen var tysk, udviklet og afprøvet i praksis på vindmøller og helikoptere af professor Ulrich Hütter fra Deutsche Luft- und Raumfahrt instituttet ved det tekniske universitet i Stuttgart. Hütters konstruktion med glasfibertove, der vikles omkring navboltene, løste et erfaringsmæssigt svagt punkt på vindmøller. Foruden den store vindmølle blev teknikken anvendt på den lille 20 KW PTG mølle fra Tvind, som stillede vingeformen til rådighed for selvbyggere. Det var Erik Grove-Nielsen, hvis bror Johannes var en vigtig mand på mølleholdet, der med Økærvingen bragte erfaringerne fra Tvind ind i industriel produktion. Hos ham kunne Vestas, Bonus, Nordtank og mange andre snart købe vinger til deres vindmøller. Også Alois Wobben fra tyske Enercon, senere Tysklands største vindmølleproducent, brugte dem. Men det var Tvind, som bragte teknologien til Danmark.

Tvind fik vigtig hjælp fra Helge Petersen, Per Lundsager og Peter Steen Andersen fra Risø til vingeudviklingen, og professor Ulrik Krabbe fra Danmarks Tekniske Højskole til udvikling af styringen. Men de førende nationale laboratorier kan man i et tilbageblik alligevel ikke give æren for, at Tvindmøllen blev en succes. Den tids officielle eksperter foretrak helt andre vingekoncepter end Tvinds, da de statslige projekter Nibe-møllerne, DWT 15 og 265 KW møllerne og senere Esbjerg-møllen på 2 MW skulle designes. Ingen af disse konstruktioner førte – i modsætning til Tvindmøllen - frem imod det ”sejrende” koncept og til et industrielt produkt.
Heller ikke store udenlandske, potente koncerner og fremtrædende institutter, veludrustet med forskere og hundredvis af millioner kroner til forskning og udvikling fandt frem til et bæredygtigt koncept. Dette må være kendt i indviede kredse men er ikke erkendt. Også teknologisk udvikling er fordomsfuld og Tvinds ideologier spærrer for nøgternhed. Når det drejer sig om teknologisk fremsyn og innovation, tog man imidlertid på Tvind i de år nogle skridt, som er afgørende.

De vestjyske møllebyggere erkendte ikke at have forstand på vindenergi. Det gav dem mod og kraft til at drage ud i verden for at opsøge og inddrage, hvem der ville være med til at give Tvinds mølleprojekt et løft. Det talte sikkert også med, at de byggede for egne penge, samt at der var et enormt forventningspres ude- som indefra; en konsekvens af at være højtråbende med at netop Tvindmøllen skulle få befolkningen til at afvise atomkraften, som var det danske establishments svar på fremtidens energiforsyning.

Med sin åbenhed arbejdede Tvindmøllen på samme ideologiske grundlag som den danske andelsbevægelses pionerer fra slutningen af 1800-tallet. Ved den første danske patentlovs vedtagelse i 1895 fik de gennemført, at processer og teknikker vedrørende landbrug ikke kunne patenteres. Opfindelser skulle ikke forgylde den enkelte, men være til rådighed for folket. Ikke mindst Poul la Cour omsatte denne produktionsfilosofi i praksis. Han var ingen Bill Gates. At Tvindmøllen har en tilsvarende betydning for vindkraftens industrialisering, springer man gerne over i den moderne vindmøllehistorie.

Folkelig bevægelse og inspiration for industrien
I analysen af Danmarks position som globalt førende indenfor produktion af vindmøller er det umuligt at komme udenom Tvindmøllen. Bare det at Tvind rundhåndet investerede i udvikling af både en meget stor og en mindre vindmølle i 1970erne havde stor teknisk og symbolsk betydning for vindmølleudviklingen.
100.000 besøgte Tvindmøllen, mens byggeriet stod på. De snakkede med møllebyggerne og fik svar på deres spørgsmål om vindmøller og fremtidens energiforsyning. De oplevede også ved selvsyn, at tvindfolkene var innovative og modige, hvilket inspirerede mange andre til at gå i gang med at arbejde med vindkraft, som i en årrække blev en folkelig bevægelse, hvor Tvindmøllen var et vigtigt og uafviseligt argument i energidebatten. Når man på en skole for egne og ret få midler og med brug af eksisterende viden og materialer kunne fremstille en stor vindmølle og med vindens kraft lave elektricitet til sig selv, så var der overhovedet ingen grund til at tænke på atomkraft. Det argument havde folkelig gennemslagskraft og sejrede.

De teknisk afgørende personer i den nye vindmølleindustri erklærer i bogen Vedvarende Energi i Danmark, OVE’s Forlag, 2000, hvor meget de står i gæld til Tvindmøllen. Henrik Stiesdal, teknisk direktør hos Siemens Wind Power, støder her bekendtskab med noget, som man i andre sammenhænge ville kalde for grundforskning. Han havde læst om Tvindmøllen i pressen, og ”i julen 1976 tog min far og jeg derfor sammen til Tvind for første gang og blev som alle andre fascineret af denne gruppe åbenbare amatører, som på noget, der absolut lignede bar bund, var i færd med at bygge verdens største vindmølle fra grunden. I foråret 1977 var vi på Tvind flere gange, og med assistance fra bl.a. Jens Gjerding, der sad på Vestjysk Energikontor, fandt jeg frem til diverse litteratur om vindkraft”.              
Iben Østergaard fra Tvinds møllehold, citerer i samme bog Birger T. Madsen, i en periode direktør på Vestas, verdens største vindmøllefabrik, for at ”Tvindmøllens betydning bestod i, at en række diskussioner blev taget i forbindelse med projekteringen, at en flok kvalificerede folk derigennem kom på banen og mange muligheder og veje var drøftet og afprøvet i teori eller ligefrem praksis. Dette benarbejde betød meget for det spirende vindmøllehåndværk, som dermed ikke startede på bar bund. Der var således gjort mange overvejelser om synkron/asynkron generator, for- og bagvind, varme- eller elproduktion, materialer til- og fremgangsmåde ved vingeproduktion. En del af erfaringerne fra Tvindmøllen var negative, idet den anvendte teknik førte ud i en blindgyde, andre viste direkte anvendelige principper, men alle erfaringer var vigtige for det fortsatte arbejde”. Også Egon Kristensen, en pioner, som var afgørende for at Bonus-møllen fra starten blev en teknisk og kommerciel succes, fortæller, at ”Tvindmøllen var en meget vigtig inspirationskilde, som alle, der ville noget med vindmøller, besøgte. Og mange af dem, der har været med til at bygge mølle på Tvind har præget vindmølleudviklingen siden, enten i industrien eller i forsknings- og prøvningsinstitutioner”.

Projektgruppen af unge ingeniører på Risøs prøvestation for mindre vindmøller, som efterhånden blev det officielle Danmarks nøglepersoner, udtaler, at ”Tvindmøllen gav dem ikke bare tro på, men også beviset for, at det kunne lade sig gøre i en tid, hvor store industrikoncerner havde leveret beviserne på, at vindkraft ikke duede, og hvor elværkerne og deres egen arbejdsgiver havde meget travlt med at få indført atomkraft”.

Idealister og professionelle arbejdede sammen.
Mange andre kom til at beskæftige sig med Tvindmøllen. Selvbyggeri var hovedprincippet og en begavet ung ingeniør, Jens Gjerding fra Tvinds Vestjysk Energikontor samlede mange af trådene. Men der blev også hentet professionel hjælp udenfor huset, når man ikke selv besad den fornødne ekspertise. Midt i et utopisk projekt i sig selv et udtryk for selverkendelse og nøgternhed.
Således var ingeniør Hans Jørgen Lundgaard Laursen rådgiver, når det gjaldt tårnberegningerne, Lars Svanborg var overordnet ingeniør på det maskinelle område og svejsemester Henning Jønsson var en blanding af lærer i svejsning og garant for, at de højtmotiverede lærere og elever udførte de krævende svejsninger forskriftsmæssigt. Og det må de have gjort, for selv det svejste nav har holdt de første tredive år på Tvindmøllen. Navet er nemlig på industrielt fremstillede møller altid støbt, fordi det principielt er umuligt at beregne svejste nav på grund af de voldsomme veksellaster.

Også det daværende Skibstekniks Laboratorium, SL, var med et måleprogram inddraget i Tvindmøllen. Således fortæller Egon Bjerregaard i bogen Vedvarende Energi i Danmark, at laboratoriet havde modtaget midler fra det daværende Teknologiråd til at foretage målinger på en stor prøvevindmølle, og det skulle være Tvindmøllen. Det havde Amdi Petersen svært ved at acceptere, da Tvind havde fået at vide af samme Teknologiråd, at der ikke kunne gives tilskud til bygning af vindmøllen. Alligevel nåede man til forståelse, og der blev gennemført et måleprogram, som uden tvivl har været meget vigtigt for SL som reference, idet man på det tidspunkt blev mere og mere marginaliseret af Risø indenfor afprøvning af vindmøller.

Senere gik der igen kuk i samarbejdet, da det blev nævnt i et nyhedsblad fra Akademiet for de Tekniske Videnskaber, ATV, at SL med måleprogrammet ville opbygge en viden, som skulle udbydes i Danmark og udlandet på kommercielle vilkår. Det var for meget for Tvind, som smed SL hjem med det samme. Man var blevet afvist og afvist af det officielle Danmark og måtte derfor bygge møllen for egne midler. Det danske samfund kunne have haft meget store fordele af at give en passende støtte til de vestjyske idealister, som samtidig var gode nok til at stille deres store forsøgsmølle gratis til rådighed, når forskerne for statslige midler skulle indsamle dokumentation til kommercielle og videnskabelige formål indenfor et helt nyt område med store perspektiver. Alligevel blev måleprogrammet færdiggjort. Professor Niels I. Meyer, som var præsident for ATV, mæglede mellem parterne.
Selv om Tvindmøllen snurrer her 30 år senere, har alt naturligvis ikke været vellykket. Uheldigvis anbragte man vingerne bagved det tykke betontårn, hvilket gav en vindskygge, som har været medvirkende til, at vingerne måtte fornys i 1992. Endvidere opstod der destruktive egensvingninger, når vingerne passerede ca. 27 omdrejninger i minuttet. De skulle op på 42 o/m for at yde fulde 2.000 KW. Derfor har Tvindmøllen i praksis kørt som en 900 kW vindmølle, hvoraf de 450 KW via en vekselretter sælges til nettet og resten til en dyppekoger, der leverer varme til radiatorerne.

Men kørt det har den. Iklædt Utzon arkitekternes nye rød/hvide bemaling med skakmønster, vil den utvivlsomt knejse over det flade Vestjylland i mange år endnu og levere energi til skolerne. Allan og Britta sørger for, at Tvindmøllen er i gode hænder. De vedligeholder, videreudvikler og viser Tvindkraft frem for de talrige besøgende, som altid bliver taget godt imod. Se www.tvindkraft.dk

Andre store samtidige vindmøller
I USA deltog bl.a. Boeing og Westinghouse i udviklingen af MW-møller, i Tyskland en stor virksomhed som MAN. Her havde man 400 mio. kroner til rådighed til en enkelt mølle. Growian hed den. Efter at have kørt i 200 timer blev den skrottet. Noget lignende kan berettes om de svenske kæmpemøller, Maglearp og Näsudden. Til sammenligning kostede Tvindmøllen 6,5 millioner kroner, som lærerne betalte.
I disse store og meget ambitiøse projekter var det de professionelle fra universiteter og industri, som udviklede konstruktionerne og ledede arbejdet, ledsaget af stor offentlig opmærksomhed med flotte publikationer og internationale konferencer, hvor programmer og viden blev præsenteret og udvekslet. Den teknologiske indflydelse fra disse kostbare offentlige udviklingsprojekter på den senere kommercielle vindmølleindustri kan imidlertid ligge på et lille sted.
Derfor blev det ikke mindst Amdi Pedersens, skulle det vise sig, industripolitiske vision, der skaffede Danmark førertrøjen indenfor den mest sejrrige af fremtidens rene energiformer. Det var det første skridt på en lang march. Danmark fik mange vindmølleproducenter, der lavede gode møller, men med vinger af fælles oprindelse.

Den kontroversielle institution
Tvind har altid været en kontroversiel institution. Er du for, eller er du imod, når helt ind på avisernes forsider og i landets retssale. Sager, som i andre sammenhænge ville være ligegyldige eller forældede, bliver til et anliggende for hele samfundet. Montering af nye vinger på forsøgsmøllen i 1992, en opgave som offentlige kasser ofte har støttet, skulle således efter den offentlige anklagers opfattelse være misbrug af fondsmidler til almennyttige formål.

Her fik nærværende skribent lejlighed til i retten i Aarhus i 2006 med den netop udkomne 2. årgang af ”Kapitler af Vindkraftens Historie i Danmark” som reference at forklare: ”Det ville have skadet dansk vindenergis internationale omdømme, dersom vi i Danmark ikke kunne holde Tvindmøllen kørende. I begyndelsen af 1990erne var der betydelige problemer for vindmølleindustrien. Det amerikanske marked var kollapset og det tyske endnu ikke rigtig åbnet op endnu, så Tvind handlede alt i alt ansvarligt og samfundsgavnligt ved at udstyre vindmøllen med nye vinger. Tvindmøllen er mere kendt i udlandet end nogen anden dansk vindmølle og den eneste overlevende af dens generation af store vindmøller, danske såvel som udenlandske, hvorfor denne vindmølle også demonstrerede, at vindmøller kan holde i mange år, når de er ordentligt dimensioneret, hvilket vindmøllemodstandere ofte betvivler. Endelig er Tvindmøllen bevaringsværdig, om ikke andet så som et stykke industriel arkæologi”.

Den offentlige anklagers opfattelse af misbrug var både tendentiøs overfor vedvarende energi i almindelighed og absurd i den konkrete sammenhæng. Hævet over al denne polemik står Tvindmøllen der så og drejer hver eneste dag som en usædvanlig manifestation af, hvad der er muligt, når ideologi og teknik finder sin egen symbiose med resultater, som ingen domme og intet raseri imod institutionen Tvind kan fornægte. Derfor er historien om Tvindmøllen lige dele ideologi om samfundets fremtidige energiforsyning og en teknologisk innovation, der får afgørende betydning for den senere blomstrende vindmølleindustri.

Den internationale anerkendelse kom sent.
Tvindmøllen var en præstation, som eftertiden ikke har forstået at vise den fornødne anerkendelse. Den er blevet overset i de internationale publikationer om vindkraft. På de talrige internationale konferencer om vindeenergi præsenterer forskere papers, som ofte er banaliteter fra småtingsafdelingen, hvorimod forskningens avantgarde faktisk ikke har haft mulighed for at høre om Tvindmøllen. Den er ikke blevet præsenteret som det gode eksempel til inspiration og efterfølgelse, der i 1976 i Danmark banede vej for en række afgørende tekniske og strukturelle løsninger, der kom til at danne standard og førte til det afgørende gennembrud for danske industrielle vindmøllebyggere.

Også selv om det havde været de berømteste internationale institutter og virksomheder, som havde skabt Tvindmøllen, ville den have været et storslået teknologisk resultat. Kuldsejlede, håbløse vindmølleprojekter støttet med hundredvis af millioner offentlige kroner er blevet omtalt indgående på konferencer og i videnskabelige rapporter. Tvindmøllen derimod har man tiet ihjel. Hvad andet kan det skyldes, end at heller ikke den frie forskning er så fri og uafhængig, som man gerne vil tro; de ideologiske overtoner skræmmer.

Først da Tvindmøllen den 3. december 2008 i Berlin ved en højtidelig ceremoni i den statslige bankgruppe, Kreditanstalt für Wiederaufbau, får overrakt den Europæiske Solpris, modtager vindmøllebyggerne fra Tvind omsider den officielle anerkendelse for en enestående indsats, som de længe forinden havde gjort sig fortjente til.
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

Tekniske data:
„Ï Tårn og sokkelkegle er af jernarmeret beton.
„Ï Højde til nav: 54 m
„Ï Øverste diameter på tårnet: 3 m
„Ï Nederste diameter på tårnet: 5,3 m
„Ï Tårnvæggens tykkelse: 30-50 cm
„Ï Vægt af armeringsjern: 160 tons
„Ï Anvendt beton: 675 m3
„Ï Vægt af tårn og kegle: 1620 tons
„Ï Vingerne er af glasfiberforstærket epoxy.
„Ï Vingelængde: 26 m
„Ï Største vingebredde: 2,1 m.
„Ï Hver vinge vejer: 3,5 tons
„Ï Vingespidshastighed: 67 m/s.
„Ï Bestrøget areal: 2.290 m2.
„Ï Møllehatten er cirkulær, af valsede stålplader.
„Ï Møllehattens længde og diameter: 15 x 4,8 meter.
„Ï Vægt af møllehat og vinger: ca. 110 tons
„Ï Generator: Brugt ASEA, 1725 kW, 8-polet synkrongenerator, 1.500-3-000 volt; fremstillet 1954; vægt 12 tons.
„Ï Gearkasse: ASEA, vægt ca. 20 tons, helical tandhjulsgear; udvekslingsforhold 1:20; fremstillet 1958; reservegear fra kobbermine i Nordsverige, derfor ubrugt.
„Ï Hovedaksel: Diameter 700 mm; oprindelig skrueaksel i olietanker; fundet hos skibsophugger i Rotterdam .
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
I rotunden under tårnet kan de tusinder af besøgende se billeder af møllebyggeriet og på tysk, engelsk og dansk i den tids sprog bl.a. læse:
1. I Tvind i Vestjylland i Danmark bygger en række arbejdere, lærere og studenter deres eget kraftværk til deres egne skoler – verdens største vindkraftværk. For deres egne penge. De bygger det sammen, for naturlig energis skyld, for et menneskeligt samfunds skyld – og imod slaveriet, imod monopoliseringen og imod A-kraft.
2. Hullet blev gravet i begyndelsen. Jernet blev bundet siden hen. Betonen blandet og lagt om jernet. Foden til tårnet langsomt færdiggjort. Og en skønne dag gled vi så opad for under os at efterlade tårnet. Meter for meter, time for time og efter 22 dage helt ved toppen. Her skulle så vingerne sidde. I denne højde, jaså. Herfra skulle de dreje rundt og rundt.
3. Det er os I kan se på billederne. Med håndkraft, sved, latter og et voksende kammeratskab slæber, skubber, stønner, støber og sejrer vi i kampen for at rejse møllen og os selv. Møllen af grus, cement, vand og jern, af omtanke, debat, skænderier og rungende enighed.
4. Vanskeligheder har der været nok af. Lige fra begyndelsen er de troligt dukket frem. Lige siden det første spadestik, hvor vi 400 mennesker samlet gravede, har vi mødt problemer. Og glæden ved at løse dem har hele tiden været større end dagen før. Nu er vi helt vilde efter dem. Vi har nemlig opdaget, at det er gennem løsningen af disse vanskeligheder, vi vinder fremad.
5. Dette er en afgørende og meget værdifuld erfaring. Vi er født i et samfund, der har forsøgt at lære os, at harmoni er lykken. Og at harmoni opnås gennem absolut tilpasning til de rådende forhold. Idealet er således det fuldt tilpassede menneske i fuldstændig harmoni.
6. Derfor blev vi sommetider bange i begyndelsen af arbejdet med at bygge kraftværket. Som første gang, vi fandt ud af, at vi havde regnet forkert. Der skulle bruges dobbelt så meget beton, som vi først mente, var nødvendigt. Så havde vi ikke råd til at købe færdigblandet beton fra det nærmeste betonværk. Vi løste det sammen.
7. På et møde fandt vi frem til, at vi selv kunne blande betonen. Det ville blive halvt så dyrt. Men så ville der også gå dobbelt så lang tid med det. Hvis vi da ikke selv havde et stort blandeværk. Det fandt vi så til meget billige penge, fordi vort samfunds økonomi er i krise – så er produktionsapparaterne billigt til salg.
8. Mens F.L. Smidth’s glideforskallingseksperter rådede os fra at forsøge at glide tårnet op uden deres dyre hjælp, svinede deres såkaldte ”vindkraftekspert” os til i telefonen. Han kaldte os: ”I som ødelægger hele vindkraftsagen ved at forsøge at bygge en mølle”. Vi svarede igen med at udvide møllegruppen med 7.
9. Mens bestyrelserne i den ene fond efter den anden, statslig eller privat, snagede i vores ansøgninger om støtte til arbejdet for at finde en lillebitte årsag til at sige nej, nej og atter nej, strømmede almindelige mennesker fra hele landet til byggeriet. For at se, for at snakke, for at fortælle om deres tanker om energi.
10. Vi bygger videre indtil slutningen, til begyndelsen. Vingerne er begyndt at snurre, strømproduktionen stiger måned for måned, mens naboerne samles og spørger og får svar. Og the.
11. Og mens det danske fjernsyn igen og igen stillede sendetid til rådighed for landets handelsministers åbenbaringer om A-kraftens velsignelser, betroede mindst 500 mennesker om ugen møllebyggerne og skolens studerende og elever, at alle mennesker går ind for vindkraft – og at det kun er de ”fine”, der vil have A-kraft.
12. ”Det er regeringen og hele industrien, der vil have alt det der atomvæsen – de vil nemlig tjene på det. Derfor.” Og derfor byggede vi videre, støttede af den almindelige mening. Af de mange danskeres mening.
13. Naturen sørger vinden for at repræsentere, samfundskræfterne planlægger A-kraftværker, motorveje, militærbaser og meget andet lort om ørerne på os. Mens vi bandt det første jern, diskuterede Industrirådet beliggenheden af Danmarks første A-kraftværk. Vi blandede os i debatten. På skrift, i tale og med fortsat jernbinding.
14. Mens vi drøftede understøtningen af keglefoden ved en kop kaffe i sommervarmen, svedige efter jernarbejdet i solen, planlagde eksperter pressekampagnen for ELSAMs fremstød for A-kraft. Vi kunne læse det i aviserne den næste dag. Sammen med et billede af vores arbejde og en stort opsat artikel om arbejdet. Og om vores mening om energi.
15. I regeringen forbereder de et forslag om A-kraftværker. Det skal fremsættes snart. Måske kan vi ikke stoppe dem fra det. Men vi er mange mennesker, der lærer, at sammen går det at ændre, hvad vi vil. Om så det næste tårn skal bygges op i himlen.