Fælles standarder til elbiler

Af Nicolaj Stenkjær, maj 2009

 

Elbilerne er inde i en enorm udvikling og næsten hver dag bringer nye fremskridt. Afgørende er det imidlertid at der bliver udviklet fælles standarder i forbindelse med de mange produkter, der er nødvendige til elbilernes infrastruktur.

Det er afgørende fordi et system med eksempelvis mange forskellige opladningssystemer vil give problemer for udbredelsen af elbilerne, som er i hård konkurrence med biler med forbrændingsmotorer.

Biler med forbrændingsmotorer har den fordel, at de har et meget simpelt, standardiseret system til tankning, så alle biler uanset mærke kan oplades på alle tankstationer.

Såfremt der ikke er fælles standarder vil hvert elselskab og hver bilproducent have deres eget system, med det resultat at man kun kan oplade sin bil ved en ladestation ejet af det firma, som har bygget ens bil.

Dette ville naturligvis give biler med forbrændingsmotorer en stor fordel.

En gruppe af internationale energiselskaber og bilproducenter har netop offentliggjort et bud på en standard for stik til opladning af elbiler. Det er meningen at standarden skal være gældende over hele Europa og derfor er der ikke taget patent på produktet, så alle kan benytte det.

Læs mere om de tekniske specifikationer af stikket her.

Elbil, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi