Ladestationen der bliver ved med at give.

Af Bertel Bolt-Jørgensen, marts 2008.

Jessica Grove-Smith, der voksede op i Darmstadt i Tyskland, arbejder med den elektriske Think-bil og med en påfyldningsstation drevet med vedvarende energi.

Folkecentret nyder godt af de trainees, der besøger os for at give en hånd med. Tysk-engelske Jessica Grove-Smith er trainee hos Nordisk Folkecenter og bruger sin dag på at arbejde med en påfyldningsstation til den norske elbil Think. Hun kom til projektet, da det allerede var godt i gang og arbejder nu med de to invertere Sunny og Windyboy, der forbereder elektricitet fra sol og vind til det almindelige elnet.

Specielt bruger hun meget tid på at analysere resultaterne fra den tilknyttede Dakota. Dette er en såkaldt minimølle, og det er svært at kortlægge dens ydeevne helt præcist, da de små vindmøller reagerer meget hurtigt på ændringer i vindforholdene. Jessicas arbejde er utroligt interessant, da vi i Danmark ikke har erfaring med at sende elektricitet fra små møller ud på elnettet.

Elbiler er vejen frem

Elbiler giver den bedste udnyttelse af energien fra den bliver produceret, til den bruges af transportmidlet. Der er ingen tvivl om, at vi med hensyn til elbiler ikke er i mål endnu på grund af de uhåndtérbare batterier.

Bilen Jessica arbejder ud fra, den norske Think, er dog alligevel en spændende vogn. Den kan køre 100 km/t og har en rækkevidde på 180 km.

Det er ikke uinteressant, hvis du samtidigt kan tanke den billigt op på ladestationen, og du oven i købet slipper for registreringsafgift.


Besøg Think bilens hjemmeside.