Lys over Mali.

 

Skrevet af Preben Maegaard.

Siden oprettelsen i 1983 har det været en vigtig – men ikke primær del af Folkecenterets mange aktiviteter, at gennemføre vedvarende energiprojekter i udviklingslandene. Der har været større og mindre projekter med sol energi, vindmøller og biogas i Indien, Brasilien, Cuba, Nicaragua, Mauretanien og Tanzania og ikke realiserede i mange flere lande. Det har ikke været hensigten med projekterne at få ulandene til at bruge danske nettilsluttede vindmøller, der kun opstilles, hvor der allerede er et veludbygget elnet, hvilket betyder, at der allerede er sket en vis udvikling. Det har været strategien, at forbedre energiforsyningen i landdistrikterne. Her bor 70% af befolkningen og levevilkårene er netop bestemt af mangel på energi til belysing, kommunikation, landbrug, maskiner mv.

Solceller installeres af lokale

Solceller installeres af lokale.

Mali ligger i Vestafrika. Landet har ikke kystforbindelse. Det støder op til Algier, Niger, Burkina Faso, Elfenbenskysten, Guinea, Senegal og Mauretanien. Hovedstaden er Bamako, som ligger på begge sider af Niger-floden. Herfra er der jernbaneforbindelse til Dakar og vejforbindelse til havnebyerne Abidjan, Conakry og Dakar, som alle ligger ca. 1000 km fra Bamako.

Derfor blev det Mali.

Projektet går tilbage til den første kontakt med Mali i 1998. En trainee på Folkecenteret, Ibrahim Togola, havde studeret til ingeniør med speciale i vedvarende energi på det polytekniske universitet i Skt. Petersborg. Han foranstaltede, at der kom en officiel invitation fra Mali’s præsident, Alpha Konaré, til forstander Preben Maegaard om at komme til Mali i december 1998 for at drøfte og rådgive om landdistrikternes fremtidige energiforsyning. Præsidenten udtrykte på mødet ønske om, at landbefolkningen blev boende i landdistrikterne for at passe markerne og producere fødevarer og derved undgå indflytning til byerne. Han udtrykte ønske om lys til landsbyers skoler, så de voksne kunne undervises i aftentimerne. Videre ønskede han, at der blev installeret  lys i poliklinikkerne i landsbyerne, mulighed for sikker opbevaring af tropemedicin, bedre forsyning med drikkevand samt udendørs lys på landsbyens samlingssted, det lokale torv.

Solceller installeres

Solceller installeres.

I det hele taget ønskede præsidenten, en moderne afrikansk leder, som efter sin fratræden blev præsident for den Afrikanske Union, at der skulle ske konkrete, mærkbare forbedringer for landbefolkningen. Det skulle gøres mere attraktivt at forblive på landet. Ikke mindst skulle den unge generation have en oplevelse af, at der var fordele ved at blive i landsbyerne frem for at drage til en stor by. Men forbedringerne skulle være til gavn for hele lokalbefolkningen og ikke være afhængig af betalingsevnen. Derfor skulle projektet orienteres imod de lokale institutioner, som bliver brugt af alle, dvs. skoler, klinikken, fødestuen, markedspladsen, samt forsyningen med rent drikkevand.

Solceller i Mali

Solcellerne er klar til brug. Hegnet er der for at holde dyrene ude.

Mødet med landsbyerne.

Som led i præsidentens invitation, stillede han en bil til rådighed for Preben Maegaard og Jane Kruse fra Folkecenteret for at de kunne aflægge et besøg hos de landsbyer i Koumantou kommunen, som ligger i Sikasso regionen i den sydøstlige del af Mali, ca.  300 kilometer fra hovedstaden Bamako.  Her skulle vi lære noget om de lokale levevilkår og mødes med de ældste i landsbyen for at høre deres mening om et projekt, der var stillet dem i udsigt. Det var ikke tilfældigt, at vi var kommet til netop denne region af Mali og til de pågældende landsbyer. Ibrahim Togola, traineen fra Folkecenteret kommer fra en stamme, der har rødder tilbage i det område, som vi besøgte. Ibrahims far havde i mange år haft en ledende stilling indenfor undervisningssektoren i hovedstaden og havde været en vigtig kraft i opgøret med militærdiktaturet, som blev fjernet i 1992. Siden har der i Mali været politisk stabile forhold og efter afrikansk målestok en god økonomisk vækst.

Indvielsesfest i Mali

Der danses, jægerne bærer deres sabler og forladegeværer.

Det lå i luften, at der var respekt omkring Togola-familien og der var megen positivitet fra de landsbyældstes side overfor Ibrahim, det unge stammemedlem, som havde været i udlandet for at dygtiggøre sig og nu var vendt tilbage til landsbyen, for med avancerede solceller at gøre noget godt for dens beboere. I projektets videre forløb og vellykkede afslutning skulle det da også vise sig meget nyttigt, at der var denne personlige forståelse og sympati mellem den lokale projektleder og målgruppen i landsbyerne.

Fest i Mali

Der danses i Mali.

Mødet foregik i Tabacoro sidst på eftermiddagen i skyggen af nogle træer. I mødet deltog kun mænd, herunder sendemænd fra de to landsbyer, Niamala og Zambala, der også var udset til at være værtsbyer for projektet. Der var kun stole til de udenlandske gæster, resten sad på bænke, træstammer eller på jorden. En skoleleder fra Bamako fungerede som tolk mellem det lokale sprog, bambala og engelsk. De lokale ældste blev orienteret om det møde, som havde været dagen forinden hos landets præsident, som i øvrigt også har en tilknytning til denne egn.

Drikkevand i Mali

Projektet resulterede bla. i rent drikkevand.

Forberedelsen til forbedring af den lokale infrastruktur, blev lagt frem for de lokale beslutningstagere. En del detaljer blev diskuteret frem og tilbage, herunder i hvilken rækkefølge installationerne skulle finde sted. Men grundlæggende kunne sendemændene tilslutte sig de forslag, som var blevet drøftet med præsidenten et par dage forinden, og dermed var grundlaget skabt for en ansøgning til Danida. Mødet afsluttedes med en diskussion om, at der også skulle være et bidrag til etablering af projektet fra landsbyernes side, ligesom der også skulle findes en løsning på drift og vedligeholdelse gennem en løbende indtægt fra driften.

Energi til landdistrikterne.

Det sidste var vigtigt. Når der gennemføres elektrificering er det normalt en samfundsopgave, hvadenten det var i industrilandene for 80-100 år siden eller det er ulandene i dag. Til udførelse af opgaven investerer samfundet i produktions- og distributionsanlæg, gennemfører planlægning og udførelse indtil beboerne en dag får besked om, at nu bliver de tilsluttet det offentlige elnet. Herefter er der lys i huset og man betaler efter forbrug.

Indvielse i Mali

Solcelleanlæggene indvies.

Ved et lokal solcelleelværk er det helt anderledes. Det er nærmest som at skifte fra offentlige transportmidler til egen bil. Pludselig er man selv ansvarlig for brændstof, smøring, vand på køler og batteri, dæktryk mv. Er man fortrolig hermed, får det hurtigt konsekvenser. På samme måde er det med egenforsyning med solceller. Selve solcellerne er uhyre robuste og holdbare. Faktisk var de japanske Kyocera solcellepaneler med 20 års fabriksgaranti, men batterierne skal skiftes ugentligt, man skal kende forskel på plus og minus, der skal bruges destilleret vand, og sikringerne skal skiftes, dersom noget har været kortsluttet. Det skal klares lokalt og ikke af en servicemand fra Bamako, 300 km borte. Men anlægget må heller ikke overbelastes og aflades for dybt, for det reducerer batteriernes levetid kraftigt. De skulle gerne holde 3-4 år, hvilket er forudsat i indtægtskalkulerne. Ved ukorrekt betjening kan levetiden være meget kortere. Derfor må der tilkobles den belastning, som anlægget er dimensioneret til, i praksis 2 lysrør pr. klasselokale og fire timers brændetid om dagen. På medicinfryseren og et lysrør i to timer om dagen. Altså ikke noget med ekstra pærer og forbrug på skolen, en ekstra ventilator eller et køleskab. Helt galt går det, dersom lavenergilysrøret på 18 Watt ved udskiftning erstattes med en 60 Watt almindelig elpære, som måske var ved hånden. Så går anlægget ned efter kort tid. Man får kun lys i en time, hvor anlægget er dimensioneret til 3-4 timer.

Solcelleanlæg i Mali

Solceller og køleskab til hospitalet.

Forinden vi gik i gang i Mali havde vi igennem udenlandske kontekster og på konferencer igennem flere år indsamlet erfaringer ikke mindst fra det ambitiøse ”Power for the World” projekt om forskellige solelektricitetsprojekter i Vestafrika. Der har været mange projekter med store finansielle, organisatoriske og faglige ressourcer bagved.

Gennemgående har det største problem været vedligeholdelse af anlæggene. Efter at eksperterne havde opstillet og afprøvet anlæggene forlod de brugerne i de afrikanske landsbyer uden den nødvendige oplæring i driften af anlæggene.
Et andet omfattende problem knytter sig til sikkerheden omkring solcelleanlæggene. Således har et stort olieselskab, som havde opstillet flere tusinde anlæg hos private brugere i Sydafrika, oplevet at solcellepanelerne blev stjålet eller ikke fungerede tilfredsstillende. Ud af flere tusinde anlæg var kun 25% i drift efter få år. Tyveri af solcellepaneler er naturligvis et særligt problem, idet et 60 Watts modul koster mere end en gennemsnits årsindtægt (1.500 DKK).

I Maliprojektet blev disse problemer løst derved, at de formelle ejere og ansvarlige for anlæggene efter indkøringen blev de lokale kvindelige organisationer. De har en primær og direkte interesse i at elforsyningen i skolen, klinikken og vandforsyningen er i orden. I praksis overvåger kvinderne selv nogle af solcelleanlæggene, mens man har ansat en vagtmand, der bor i teknikcontaineren ved vandværket.

Landelektrikere i Mali

Preben Maegaard lykønsker landelektrikerne med deres diplomer.

Solenergielektrikerne, der bliver uddannet på den nyopførte skole i Tabacoro bliver af kvinderne rekvireret til at tilse anlæg, vedligeholde batterier og paneler. Der er eksempler på ret hårde sanktioner overfor elektrikere, der har begået fejl. På den anden side har man som solelektriker en interesse i at skaffe sig et godt navn som stabil og kompetent. Det er oplagt, at private henvender sig til den nye elektriker for indkøb, installation og drift af solceller i den private bolig eller værksted. På den måde får Folkecenter infrastrukturprojektet en vigtig spin-off effekt og konceptet kan tjene som forbillede i andre landsbyprojekter i Afrika.

Karakterisering af levevilkår og erhverv.

Der er grund til at sige noget om levevilkårene i landsbyerne i Mali. Som det fremgår af Verdensbankens statistik er gennemsnitsindkomsten i Mali meget lav, ligesom der er en række af de kendte indikatorer for et udviklingsland såsom lav gennemsnitsalder, høj børnedødelighed mv. Men fattigdommen stikker ikke i øjnene på samme måde som i mange andre udviklingslande for ikke at tale om storbyernes fattigdomsslum. Der er tale om socialt og kulturelt intakte samfund, som er stort set upåvirkede af impulser udefra og hvor livet i store træk foregår, sådan som det har været levet i hundreder af år med en rollefordeling, arbejdsopgaver og et beslutningshierarki efter et meget traditionelt, afrikansk mønster.

Det gjalt især to af de landsbyer, der var udpeget som værtslandsbyer for projektet, Zambala og Niamala, som ligger 12 til 15 kilometer fra hovedvejen. Disse landsbyer  kan man kun nå ad jordveje, mens forholdene er anderledes i Tabacoro, som ligger lige ved hovedvejen mellem Bamako og regionshovedstaden, Sikasso. Denne hovedvej fortsætter til Abidjan i Cote d’Ivoire, og derfor er der megen international lastbiltrafik. Lastbilerne holder ind ved Tabacoro for at handle og spise, og der opstår forskellige sociale kontakter.

Der er i Tabacoro  en stor, statsejet bomulds-gin, altså et fabriksanlæg, hvor råbomulden bliver bearbejdet, pakket i baller og med container eksporteret til hele verden. Her er der opstået en begyndende lønarbejderkultur, hvorimod de andre landsbyer har en traditionel arbejdsdeling. Det er kvinderne, der passer husholdningen og dyrker jorden, og mændene er stadigvæk jægere. De er borte på jagt flere måneder ad gangen og jagter vilde dyr i skove og savanne på deres færd, som kan gå tværs over landegrænserne i et territorium, der når helt ned til kysten.

På bomuldsfabrikken har de eget elværk, som driver maskinerne, men ellers er der ikke elektricitet fra et offentligt elnet i hundrede kilometers omkreds. Lokalbefolkningen får ikke elektricitet fra fabrikken, som er lukket udenfor sæsonen for bearbejdning af bomulden. Det gælder også de enkelte husholdninger, da projektet begyndte var det usædvanligt, at selv de mere velstillede havde et solcellepanel.

Ved beskrivelse af levevilkårene i landsbyerne, må det nævnes, at man generelt ikke ejer forbrugsgoder som cykler og symaskiner, som står højt på behovsskalaen i et udviklingsland, når indkomstforholdene forbedres. Der er derfor heller ingen motorkøretøjer og elektriske apparater eller fjernsyn ser man ikke i hjemmene. Derimod bærer en del et armbåndsur og mange har en beskeden batteridrevet radio. Computere ser man slet ikke og om det ikke var, at de behøver elektricitet, så er det vigtigt at vide, at flertallet af den voksne befolkning ikke kan læse og skrive. I landsbyerne gælder det for 90% af kvinderne, hvorfor e-learning ikke er det første, man efterlyser. Skoler og klinikker har landsbybeboerne selv bygget og finansieret, mens kommunen aflønner lærerne og de ansatte på klinikken. Staten er ikke indblandet heri.

Håndpumper var der allerede.

Den mest avancerede del af infrastrukturen er grundvandsboringerne med håndpumper. De blev oprettet som led i et Danida-finansieret projekt omkring 1990. Man var meget tilfreds med disse pumper, som var i en god og funktionsdygtig stand. Her kan der hentes rent drikkevand i de nødvendige mængder, hvilket er vigtigt ikke mindst udenfor regntiden. Men der er det problem ved disse brønde, at de ligger i udkanten af landsbyerne. Derfor foretrækker man i regnsæsonen at hente vand fra de gamle brønde inde midt i landsbyen, hvilket naturligvis betyder, at man bruger overfladevand, der kan være inficeret med de sundhedsrisici, det indebærer.

Man kan spørge, om det er rimeligt, når man nu har den basale forsyning med rent drikkevand på plads, at installere de ret dyre, solcelledrevne elpumper. Men her spiller i hvert fald to forhold ind: Med elpumperne er der mulighed for at pumpe vandet op i den højtliggende lagertank og det bliver muligt at lave tappesteder tæt ved eller inde i selve landsbyen; derved undgår man, at der ikke bliver hentet vand fra de gamle brønde med overfladevand. Som en mor sagde ved indvielsen af et af tappestederne: ”Nu har mine børn sunde maver”. Hun havde måske fattet, at der var en sammenhæng imellem inficeret vand fra de gamle brønde og børnenes konstante diarré.

Rent drikkevand takket være solceller

Rent drikkevand leveret af solceller.

Training af trainers.

Projektet er, opgavernes omfang taget i betragtning, gennemført indenfor en beskeden bevilling på 2,3 millioner DKK. For dette beløb har det været muligt at etablere 70 anlæg i landbyerne, nyopføre og drive et træningscenter for solelektrikere samt sikre driften af Folkecenterets kontor i Bamako i tre år. Her er der 10 ansatte, som foruden solcelleprojektet også har gennemført projekter med udveksling og lokal fremstilling af oliepresse til Jatrophafrø, biogas i landsbyer og andre energi- og miljørelaterede projektopgaver.

Det har udelukkende kunnet lade sig gøre, fordi vi ikke ville basere projektet på udsendelse af Folkecenterets egne eksperter. Tre af Mali Folkecenter´s ledende ansatte har været på traineesophold på Folkecenteret i Danmark i 3 til 11 måneder for oplæring i installation og drift af solcelleanlæg samt projektstyring. På den måde har parterne lært hinanden særdeles godt at kende både fagligt og personligt, hvilket har været vigtigt på en række felter.
- der har kunnet realiseres flere aktiviteter indenfor budgetrammen end dersom man udsendte danske eksperter
- der var i projektledelsen personer med direkte sproglig og kulturel kontakt til målgruppen i landsbyerne
- der var og har været personmæssig kontinuitet i gennemførelsen og opfølgningen af projektet med et klart succeskriterium
- projektet har været en læreproces for de indvolverede som har gjort hands-on erfaringer, der allerede er anvendt andre steder og omtalt i medier i mange lande
- resultaterne fra projektet har kunnet formidles til nationale og internationale myndigheder, NGO’erne og beslutningstagerne som nærværende og troværdigt.

 

Brud med en tradition.

Som koncept er dette landsbyelektrificeringsprojekt et brud på flere måder med Danida praksis. Således foretrækker Danida, at uddannelse skal ske i modtagerlandet, hvilket indebærer at man skal udsende eksperter. Hvor Danida har udført særdeles mange projekter med vandforsyning i ulandene, har man været afventende med at bruge vedvarende energi til energiforsyning i landdistrikterne. Man har betragtet solenergi som ikke fuldt udviklet teknologi, en opfattelse man ofte finder i Danmark på trods af at solcellebranchen globalt er ligeså stor som vindmølleindustrien og omsætter for over 50 milliarder DKK om året.
Endelig kan man betragte de afledede virkninger som vigtigere end selve projektets energiforsyningsmæssige sigte. Ved at lave belysning i skolerne kan man afskaffe analfabetisme især hos kvinderne, selv om projektet ikke er et lokalt undervisningsprojekt. På samme måde har projektet forbedret sundhedsforholdene og nedsat børnedødeligheden, selv om der ikke er afsat ressourcer direkte til at gøre noget på disse felter. Endelig har uddannelsen af landelektrikere forbedret den tekniske kompetence i landsbyerne; de uddannede vil jo kunne udføre andre teknisk bestemte opgaver i fremtiden end servicering af solcelleanlæggene.

Indvielse af solcellerne

Indvielse af solcellerne.

Den anvendte teknik.

Hjertet i anlæg til elforsyning med solenergi er selve solcellepanelerne. Desuden skal der anskaffes laderegulatorer, belysningsarmaturer, dykpumper, batterier, fryseskabe, samt kobler, rør og forbrug til el- og vand.
Vi valgte et japansk Kyocera solcellepanel på 60 Watt til alle opgaverne, som blev indkøbt og afsendt som en samlet leverance af den danske forhandler, Arcon.

For bare ti år siden var der ofte tekniske problemer med solcellepaneler med indtrængning af vand og hurtig aldring. De problemer er idag fuldstændig løst hos de anerkendte fabrikater, hvorpå der gives 20 års garanti, hvilket er ekstrem lang tid i forhold til andre produkter i øvrigt. Alle de øvrige komponenter i anlæggene i Mali har den normale garantiperiode på 1 til 2 år. Samtidig er solcellepanelerne langt den dyreste del af anlæggene, hvorfor det blev bestemt, at på det felt skulle man benytte paneler med referencer fra ulandenes landsbyer. Panelerne blev monteret i lokalt fremstillede vinkeljernsrammer og anbragt på bliktaget i de aktuelle bygninger, således at der er god køling af solcellerne. Solcellerne til belysning af markedspladsen blev monteret på en stålrørsmast. Belysningsarmaturer til skoler og klinikker samt fryseskabe er til lavvolt jævnstrøm, mens der er en inverter, der laver vekselstrøm til dykpumperne. Kabler, afbrydere og fittings blev indkøbt i Mali.

Batterierne må betragtes som en forbrugsartikel, der skal udskiftes med mellemrum. Her kan man benytte særlige batterier af høj kvalitet til solcelleanlæg, som kan tåle hyppig opladning. Det er imidlertid blevet kotume i ulandsprojekter at bruge de langt billigere lastbilbatterier, som kan købes overalt. Ved batterisvigt eller tørkogning er ulykken ikke så stor. De anvendte batterier var importeret fra Ægypten.

Installationen af solcelleanlæggene blev udført af teknikere fra Mali Folkecenterets kontor i Bamako. Man læsser centrets Toyota pick-up, som er ombygget til at kunne køre på Jatropha planteolie, med alle dele til 2-3 anlæg. De kan af to teknikere opstilles på en uge med deltagelse af beboere fra landsbyerne.

Mali Folkecenter

Det er dette team på Mali Folkecenter, der har skabt resultaterne.

Solceller og sundhed – en succeshistorie.

Efter at der er installeret lys i fødestuen i Tabacoro, bliver den brugt flittigt. Der er færre kvinder, som føder hjemme nu. Eftersom der ikke er elektrisk lys i hjemmene og 50% af børnene fødes om natten, udgør den større sikkerhed på klinikken en forskel for kvinderne. Her er bedre sanitære forhold og professionel hjælp, når der er behov herfor. Derfor overlever flere af de ca. 100 årlige nyfødte i Tabacoro, siden der i december 2002 blev installeret lys i fødestuen og køling af medicinen. Jordemoderen oplyste til Preben Maegaard, at nu dør 2 børn ud af 100 i fødslen. Tidligere var det snarere 20 børn der døde. Solcellerne kan holde i mindst tyve år. Med en investering på 28.000 kroner, kan man faktisk beregne prisen på et reddet menneskeliv! Dertil kommer, at også de andre beboere i landsbyen har gavn af de forbedrede forhold på klinikken.

 

Fryser til hospital drevet af solceller

Opbevaring af medicin i køleskab drevet af solceller.

Stop for afvandring fra land til by?

Elektrificeringen med solceller er et stort fremskridt. Det skaber virkelige forbedringer og løfte om en bedre fremtid, så de unge og progressive i landsbyerne ikke tvinges ind mod byerne. Her vil tilflytterne ofte få en marginal rolle og blive den nye underklasse. Projektet har en reel indvirkning på det daglige liv i landsbyen såvel som en psykologisk værdi, i og med at man oplever en forbedring af vilkårene for den enkelte og det lokale samfund i øvrigt.

Det er vanskeligt for private at investere i egenforsyning med vedvarende energi. I modsætning til det offentlige elnet, hvor samfundet foretager en langtidsinvestering, skal private selv løse finansieringsproblemet. Tilmed kræver vedvarende energi store investeringer, men har ingen udgifter til brændsel. Grameen Shakti i Bangladesh er et yderst succesrigt eksempel på forsyning af landsbyerne med solel. Pengene lånes i Grameen bank. Den lokale købmand, skrædder eller smed ejer anlægget og sælger elektricitet til de omkringliggende huse. Mange tusinde landsbyer er blevet elektrificeret på den måde.

Samlet er blevet installeret 82 Kyocera 60 Watt solcellepaneler fordelt på 22 bygninger/anlæg.
I hver af de tre centrale landsbyer Niamala, Tabacoro og Zambala er følgende
installeret:
• 2 stk. solcellepaneler, 1 laderegulator, 2 batterier, 6 lysarmaturer
og afbrydere i klasseværelserne i den lokale skolebygning.
• 5 stk. solcellepaneler, 2 laderegulatorer, 1 lav-energi køleskab, 6
batterier og lysarmaturer i diverse rum i den lokale klinik og fødestue.
• 1 stk. solcellepanel, 1 laderegulator, 1 batteri, batterikasse og 2
18 watt lysstofrør på landsbyens centrale plads.
• 16 stk. solcellepaneler, Grundfos dykpumpe, inverter, vandtank
på 12 kubikmeter og to forskellige tappesteder opmuret i cement og hver
med to tappehaner. Ti andre landsbyer i Sikasso-regionen har fået installeret lys i
landsbyskolen, inklusiv 1 stk. 60 watt solcellepanel, laderegulator og batteri.

Disse forbedringer betyder et samlet løft, som har haft stor betydning for levevilkårene i landsbyerne og påvirker hermed de unges muligheder og dermed interesse for at forblive i landsbyen frem for at flytte til de større byer.
Projektet er et skoleeksempel på, hvorledes forskellige udviklingsaspekter kan indfries i landsbyområder ved at sammentænke løsninger på energi-, vand-, uddannelses- og sundhedsområdet – og samtidig oprette lokale job.
Et vigtigt aspekt i projektet har været at sikre projektets bæredygtighed på sigt ved at uddanne lokale teknikere som en integreret del af installationen af de pågældende anlæg. Denne kombination af praktisk funderet uddannelse, træning og løbende kontrol og opfølgning, kombineret med selve installationen af projektets anlæg må betegnes som en succes og hovedansvarlig for, at projektet kan køre videre på egen hånd.
Projektet er samtidig et skoleeksempel på, hvordan man ved at inddrage lokalbefolkningen i beslutningsprocessen helt fra projektets planlægning kan opnå et vigtigt medejerskab til projektet, hvilket må anses for en væsentlig årsag til projektets succes.

Mindre analfabetisme og mulighed for småvirksomhed (microbusiness).

Undervisningen af kvinder er ikke en del af projektet og var klart en direkte følge af solpanelerne på skolerne – uden disse var det ikke muligt at gennemføre aftenundervisning, som er en forudsætning for at kvinderne kan få undervisning.
Undervisningen er koncentreret om læsning, skrivning og regning.

Ifølge kvindegrupperne er de vigtigste fordele for dem:
• Være i stand til at lave beregninger og føre regnskab i tilknytning til
familiens økonomi og kvindernes småforretninger (micro-business)
• Hjælpe børnene med deres lektier
• Bedre håndtere organisering
• Læse vejledninger på medicin.

 

Aftenskole i Mali

Aftenskoleundervisning ved hjælp af solceller.

Men for at forstå effekten af undervisningen, må dette ses i sammenhæng med de øvrige ændringer, som påvirker kvindernes liv i landsbyen. Den nye vandforsyning med vandhaner er meget lettere at benytte, og det går 3 gange hurtigere end ved brug af hånd- eller fodpumper. Med den mængde vand, der dagligt hentes og transporteres (på hovedet i 30-40 liters beholdere) fra tappestederne til familiens gård, spares der tid og dermed samlet tid i husholdningen.

Den sparede tid udnyttes af kvinderne til flere småforretninger:
• Produktion af sæbe (fra frøet af en lokal olieplante) til salg på markedet
• Spinding af bomuldstråde (i hånden) og vævning af tøj
• Jordnøddeproduktion – rensning og pakning i små plastposer til salg.
Endvidere hjælper de kvinder, der modtager undervisning andre kvinder efter behov.
Men den sparede tid i den daglige husholdning er også en af forudsætningerne for at kunne følge aftenundervisningen. Dette betyder, at det ikke er aftenbelysningen i skolen alene, der har gjort dette til en succes. Det må nødvendigvis ses i kombination med den sparede tid opnået via andre dele af projektet.

Undervisning i Mali

Der undervises om aftenen, efter at dagens arbejde i marken er overstået.

Afsæt til noget meget større.

Med Mali Folkecenter projektet manifesterede Danmark sig for første gang i det vestafrikanske land. Det beskedne beløb på 2,3 millioner DKK til trods, var projektet vist også det mest ambitiøse danske projekt nogensinde for at demonstrere anvendeligheden af vedvarende energi på landsbyniveau.

Nu fik projektet en lykkelig afslutning og i mere end en forstand. Det satte Mali og vedvarende energi på landkortet i Danmark, når det gælder ulandsbistand og da Danmark i 2006 skulle udpege et nyt programsamarbejdsland, kom Mali ind i billedet. Etiopien og Niger virkede i den månedlange forudgående debat som favoritlandene, som mange i det danske samfund arbejdede for.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs besøgte i slutningen af 2005 de tre kandidatlande. I begyndelsen af det nye år faldt afgørelsen: Det blev Mali. Ministeren havde besøgt Mali Folkecenter i Bamako og man har lov til at mene, at det i denne artikel beskrevne projekt var medvirkende til, at Mali i de kommende år vil blive tilført mange millioner kroner dansk ulandsbistand. September 2006 åbner der en dansk ambassade i Bamako og arbejdet kan videreføres.

Solceller kontrolleres

Solcellerne kontrolleres.

Fakta om Mali, Vestafrika:

12 mio. Indbyggere, 1.2 mio. km2, gennemsnitlig levealder er 46 år, indkomst pr. dag under 2 US-dollar 70% under 1 US-dollar, 74% af indbyggerne er analfabeter, 1.2 mio. bor i hovedstaden Bamako, 92% af befolkningen har ikke adgang til elektricitet.

Holdbarhed og vedligeholdelse af de tekniske installationer.

Holdbarheden er for solcellepanelerne mindst 20 år, dykpumpen ca. 8 år og batterierne 3-4 år. Landsbyen skaffer driftsindtægter ved salg af vand. Med et forbrug på ca. 10 liter pr. indbygger pr. dag, vil salget indbringe 15.00,- DKK pr. år. Det er tilstrækkeligt til at vedligeholde batterier og anlæg. Vandet er prissat således, at det ikke er en belastning for den enkelte husstands økonomi. Vandsalget varetages af landsbyens kvinder, der traditionelt står for at pumpe og hente vand. Pengene går ind på en fælles konto.

Lys i løbet af en uge.

Solcelleanlæg er masseproduceret, moderne teknik. Med lavenergipærer og andet energibesparende udstyr bliver forbruget meget lavt. En særlig styrke ved solcelleprojekter er den korte tid, det tager at stille anlæggene op, når først det organisatoriske og forberedende arbejde med landsbyens indbyggere er udført. Bygning af vandforsyningsanlægget er lidt mere tidskrævende, men ellers kan de tre solcelleanlæg på landsbyens skole, klinik og markedsplads teknisk set opføres på 1-2 uger. Det skal sammenlignes med, at bygning af kraftværker og et traditionelt el-distributionssystem tager flere år. Det er med det lave elforbrug også svært at skabe det økonomiske grundlag for et elnet. Derfor når elektriciteten ikke ud til de fjerntliggende landsbyer. Dem er der 11.000 af i Mali.

Ny viden til Mali’s landsbyer.

Projektet har banet vej for en ny form for ulandsprojekter med vægt på lokal styring, implementering og uddannelse. Et scenario ved fortsat udbygning med vedvarende energi viser, at ved en fortsat succesfuld udbygning kan man for 18 til 25 mio. kroner i efterfølgende projekter sikre 100.000 mennesker (det er 80-100 landsbyer) basale, men afgørende forbedringer af levevilkårene. Målgruppen er de fattigste mennesker i vestafrika.

Man arbejder ud fra tankegangen om ”capacity building”. De indbyggere, der i forvejen har nogle vidensressourcer, bygges der videre på. Det vil typisk være de lokale radio- eller cykelmekanikere, der er de bærende kræfter, når landsbyens tekniske opgaver skal løses. Man satser på at gøre dem kompetente som landelektrikere. Det er en central del af projektet, at disse lokale teknikere skal kunne vedligeholde og installere solcelleanlæg. Ligeledes kan det kædes sammen med andre projekter, hvor man hjælper lokale med at opstarte virksomhed.

”Solskolen” i Tabacoro

Som et element i opbygningen af ny viden indenfor vedvarende energi og økologi har Mali Folkecenter opført en træningsskole i landsbyen Tabacoro. Skolen har tre klasseværelser samt overnatningsmuligheder til 18 elever. Med byggeriet er man gået nye veje i en verdensdel, hvor nybyggeri ellers mest er af betonsten og med bliktage. Denne skole er udelukkende bygget af ler, hvilket der er lang tradition for i vestafrika. Lerbyggeriet giver et godt indeklima og er billigt. Det har kostet 35.000 kroner at opføre skolen. Der blev hentet arkitektbistand fra det nordlige Mali, hvor lerbyggeri bliver holdt i hævd. Med skolen i Tabacoro som forbillede er man igen begyndt at bygge lerhuse i Sikasso-regionen.

 

Solcellerne installeres på et tag

Solcellerne installeres på et tag.

Nye aktiviteter til udbygning af projektet.

Foruden elektriciteten fra solcellerne skaber Mali Folkecenter andre forbedringer af levevilkårene i landsbyerne og nye erhvervsmuligheder for lokalbefolkningen. Der bliver udbygget med tre andre former for vedvarende energi baseret på stedlige ressourcer:
Jatrophaolie, til el-produktion og drift af dieselmotorer til traktorer, kværne og biler. Jatropha er en hårdfør og nøjsom, fire meter høj plante. Udbyttet er 1.500 liter olie pr. hektar. Af jatrophanødden udvindes en uspiselig olie. Efter filtrering kan den anvendes i dieselmotorer og erstatte importeret olie.

Den solare tidsalder.

I Afrika er størstedelen af befolkningen ikke forsynet med elektricitet og andelen er stigende. I Mali har kun 8% adgang til et elnet. Men med solens lys som energikilde og solceller bliver livskvaliteten forbedret. Med vedvarende energi får ulandene del i de goder, der i dag i industrilandene betragtes som umistelige.

 

Vindmølle i Mali

Vindmølle i Mali.

 

Solen går ned i Mali