Mikrobiogas til udviklingslande

af Eva Kvalåg forår 2012

 

 

Introduktion
Biogasanlæg på mindre end 30 m3 er for små til at kunne bruges til en produktion af elektricitet. Disse anlæg er derfor ikke særlig kendte eller brugt her i Danmark. I andre lande er denne type anlæg godt kendt og blevet bygget og brugt siden begyndelsen af 1900 tallet. Specielt i Kina og Indien er små biogasanlæg ret almindelige. I Afrika, hvor en stor del af befolkningen bor udenfor byerne og må leve med en manglende infrastruktur, er biogas dog ikke særlig udbredt. Forskellige Ngo'ers forsøg på at få teknikken accepteret, har stort set fejlet. Tanzania er det land på kontinentet der har de fleste biogasanlæg og en national organisation der arbejder målrettet. Begrundelsen for at bygge biogasanlæg er blandt andet at lette husholdningen for kvinderne og forbedre de sanitære forhold. 

Biogas i Kina
I slutningen af det nittende århundrede begyndte små biogasanlæg at dukke op på kysten i det sydlige Kina. Lidt senere, i 1920, opfandt og byggede Luo Guorui et 8 kubikmeter stort anlæg som bærer hans navn i dag. Han etablerede samtidig Santou Guorui Biogas Lamp Company. I 1932 flyttede han virksomheden til Shanghai, men havde stadigt mange underafdelinger i de sydlige provinser. Han udgav bogen Guorui Biogas Digester Practical Lecture Notes i 1935, den første monografi om biogas i Kina og i verden.

I 1958 startede en ny bølge med byggeri af biogasreaktorer i Kina. Denne gang for at løse problemer med overskudsgylle og for at forbedre den folkelige hygiejne. Den tredje bølge kom så i halvfjerdserne og firserne da den kinesiske regering anså biogasproduktion som en effektiv og rationel brug af ressourcerne i udkantsområderne. Biogasproduktion giver ikke kun energi, men er godt for miljøet og hygiejnen og var en vigtig del af moderniseringen af landbruget. I denne periode blev der bygget 6 millioner biogasanlæg i Kina. ”Kinadomen” blev en standard som bruges over hele verden i dag. I 2003 blev Kinas nationale biogas konstruktionsplan for udkantsområderne igangsat. Man ønskede at bygge 11 millioner anlæg, så der totalt var 20 millioner i 2005 og 50 millioner anlæg i 2010. Der blev indført en støtteordning med 1000 Yuan per biogasanlæg. Kina har i dag omkring 25 millioner biogasanlæg. Biogasanlæg produceres kommercielt i Kina af mange fabrikanter og typer og eksporteres til hele verden.

 

 Kina biogasdome, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi

Kina biogas dome, kilde: http://www.i-sis.org.uk/BiogasChina.php

 

Biogas i Indien
Den første biogasreaktor, som producerede biogas fra affald blev bygget i en koloni for spedalske i Bombay i Indien i 1859. Så langt tilbage som i 1938 indså den indiske regering at der var et potentiale for biogas i udkantsområderne. Der blev startet byggeprojekter, som blev tilpasset og ført videre af Khadi og Village Industries Commission (KVIC). I 1950erne begyndte anlæggene at dø ud på grund af manglende vedligehold. Ved oliekrisen i halvfjerdserne vågnede biogassen op igen og 50.000 anlæg blev planlagt, hvoraf 70 % blev opført. I Indien har man kinadomer, men hovedsagelig er den flydende tønde model udbredt. Ligesom de fleste steder er biogassen her i det seneste årti kommet på dagsordenen igen. Indien har omkring 2 millioner anlæg i dag og en levedygtig reaktorproduktion. I Indien finder vi de mindste anlæg (ned til ½ kubikmeter). Disse er også egnet til byerne.  Indien giver statstilskud til biogasanlæg og man kan finansiere sit anlæg gennem mikrolån og søge støtte blandt andre investorer.

Arti biogasanlæg i Indien, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi

Arti biogasanlæg i Indien, kilde: http://www.ashden.org/blog/biogas-bottle


Biogas i Afrika
Mange familier i Afrika er begyndt at kunne mærke energimangelen. De traditionelle brændstoffer; træ, biomasse og kul er sværere at få fat i og kommercielt brændstof er for dyrt for de fleste. Kvinder og børn bruger mere og mere tid på at samle brænde. Røggenerne der følger med anvendelse af træ og komøg, kan lede til luftvejslidelser og er en af verdens største børnedræbere. Ofte har den samme familie også mangelfuld sanitet, noget der kan resultere i vandbårne sygdomme. Der er følgelig et stort behov for både vedvarende energi og forbedrede sanitære forhold. Hjemmebiogasanlægget kan imødegå begge disse behov.
Man har estimeret, at der bor ca. 100 millioner familier i udkantsområder i Afrika. Halvdelen af disse har husdyr/kvæg, men kun 30 % af udkantsafrikanerne har nok vand. 30 millioner familier er dog en anseelig mængde mennesker der uden videre kan nyde godt af forbedrede sanitære forhold og husholdningsgas.
Der er potentiale i Afrika for biogasteknologi, alene af den årsag, at mange afrikanske lande bruger (for) meget af statsbudgettet til at købe olie. Men udviklingen er holdt tilbage på grund af mangelen på infrastruktur i mange afrikanske nationer. En faktor er også at afrikanske forskere mangler både basal – og avanceret viden om biogasteknologi. Teknikken er ukendt for befolkningen og mangel på vand samt, at et stort husdyrhold udpiner jorden og skaber ørken taler også imod. Biogasanlæg skal derfor planlægges godt og mange steder samtænkes med brøndboringer og vandingsanlæg (solvarmeteknologi). Nye og forbedrede produktionsmetoder er også tænkelige i forbindelse med etablering af biogasanlæg i udkantsområder som for eksempel dike - pond systemet.

Det nøjagtige antal biogasanlæg i Afrika er ikke kendt, men de fleste anlæg er sat op i Tanzania, samt i Kenya og Etiopien. Andre afrikanske stater har måske nogle hundrede eller færre. Beklageligvis menes det, at omkring 60 % af de etablerede anlæg ikke er i drift særlig længe. Men trods alt er der mange anlæg der giver gas i lang tid. Dette beviser at teknologien er pålidelig, hvis den bliver brugt rigtigt.
I de fleste tilfælde bliver gasanlægget introduceret gratis til lokalbefolkningen som et pilot- eller demonstrationsprojekt. Foregangsmænd fra regering eller NGOer antager, at de demonstrerede fordele skal motivere befolkningen til at udvide og bruge teknologien. Dette har dog ikke ledet til udvikling af et marked eller udbredelse af teknologien, og de fleste anlæg er forladt hen ad vejen. Det gælder måske ikke for Tanzania, hvor de mange anlæg blev bygget på en semikommerciel basis. Men selv her er en stor udbredelse ikke opnået. Omkring 2008 begyndte The Africa Biogas Partnership Programme (ABPP) et fremstød med høje ambitioner om et bedre samarbejde med forbrugerne og uddannelse af biogaskonstruktører. REF3 Rwanda har startet et nationalt biogasprogram og lande som Etiopien, Senegal, Uganda, Sudan, Kenya, Zambia, Sydafrika, Burkina Faso, Mali og Ghana har taget de første skridt.

Biogas kan implementeres over det meste, også i ørkner, vel og mærke hvis man først udnyttede de mængder vand der ligger under ørknerne. Det eneste land i regionen der foreløbigt har gjort dette er Libyen.

Biogas i Tanzania
Tanzania grænser op mod det indiske hav i øst og har savanne og bjerge i nord, der fortsætter ind i Kenya. I Tanzania er der omkring 4000 biogasanlæg, hvor halvdelen blev etableret i halvfjerdserne og firserne. Disse første reaktorer er så at sige alle "Kinadomer". De fleste fungerer, men er overdimensionerede i forhold til tilgængelig biomasse. Efter en stille tid dukkede biogasprogrammer igen op i 2007 og man arbejder nu med at indføre mindre husbiogasanlæg og at uddanne brugerne og konstruktører af nye og bestående anlæg for at få optimeret produktionen af gas. Tanzania er del af et storstilet program, hvor Holland er partner, og der skal etableres omkring 10.000 biogasanlæg (ABPP). Den indiske biogas NGO ARTI har også en afdeling i Tanzania.

Hvorfor biogas i udviklingslande?
Et lille velfungerende biogasanlæg kan give en familie på landet lys om aftenen og gas til madlavning og elektricitet til et køleskab. Anlægget giver uafhængighed og er økologisk attraktivt, da man efter afgasning kan returnere mineraler og nedbrudt biomasse til jorden, som så let kan optage dette. Små biogasanlæg er egnet til familier med en lille flok dyr og et mindre jordareal, hvor dyrene står inde. Men et biogasanlæg kan også løse landsbyens lugtgener fra en fælles latrin. At toiletindholdet også kan bruges sikrer en bedre hygiejne. I flere afrikanske lande er der bevægelser i gang for at fremme byggerier af biogasanlæg. Biogassen bruges direkte til madlavning, køling og lys. Så til TV, computer og mobiltelefon, må familien bruge solceller eller en generator.

Links

ARTI India

Supergas.info