Folkecenterets første 25 år.

 

 

 

Af Preben Maegaard

Skrevet 27.03.2000

Om Folkecenteret for Vedvarende Energi

Baggrund, historie og rolle
 

“Nu skal der ske noget praktisk. Vi må vise befolkningen alle alternativerne til atomkraften”.

Det var beskeden fra Lone Dybkjær på det stiftende møde for Folkecenteret på Vildsund Strand Hotel den 8. marts 1982, hvortil Lone var inviteret som hovedtaler. Allerede samme aften tegnede 60 sig som medlemmer af støttekredsen, så det blev en flyvende start, der også gav overskrifter i aviserne.

Selvom der efterfølgende er sket en udvikling indenfor vedvarende energi i Danmark, er det kun nogle få vedvarende energi-områder, der reelt er kommercielle: store vindmøller, solvarme, halm- og træfyring samt en begyndende udvikling indenfor biogas.

Men alt det, som ikke er kommet i gang, og er blevet en del af vores daglige virkelighed, udgør endnu mere: bølgeenergi, brint, solarkitektur, solceller, vedvarende energi i transporten, husstandsmøller, biomasse af forskellig slags, for blot at nævne nogle vedvarende energi former, som stadig befinder sig i kuvøsen eller som idé.

Vi er heller ikke kommet længere end til modellerne, når det drejer sig om samkøringen af de mange forskellige slags vedvarende energi og en egentlig integration i samfundets materielle strukturer. Vi fortsætter med at klistre lidt vedvarende energi udenpå de gammeldags ineffektive systemer. Den fulde værdi miljømæssigt og ressourcemæssigt, økonomisk og civilisatorisk opnås først efter en langt mere omfattende og dybere proces, som vi stadigvæk står ved begyndelsen af.

Den store omstilling er således endnu ikke begyndt i vores del af verden. Og hvad så med udviklingslandene, Østeuropa m.v. Dersom vi skal inspirere dem til at undgå vore blindgyder, så skal der skabes gode forbilleder, en ny måde at tænke på, når det gælder energi, miljø og knappe ressourcer. Der er således brug for mange folkecentre, steder, hvor man udvikler, afprøver, demonstrerer og fortæller om fremtidens vilkår og muligheder.


Den 12. januar 1974, da energikrisen bed hårdest, dannedes i Thy en kreds, der ville beskæftige sig med optimal udnyttelse af lokale menneskelige og teknologiske ressourcer i regi af, hvad der blev kaldt “The Thy Project”. Der var kontakt til adskillige internationale personligheder, herunder UNESCOs vicegeneraldirektør John Fobes, som støttede initiativet.

I praksis udmøntede ideerne sig i en ny lokal organisation, Nordvestjysk Institut for Vedvarende Energi, NIVE, som ville sætte ind med konkrete, praktiske tiltag. Medlemmerne af NIVE var lærere på teknisk skole, ingeniører, folkeskolelærere og gymnasielærere, landmænd og smede, som havde forskellige motiver til at være med. De var vist alle imod atomkraft, men den slags kunne man jo ikke gå rundt og agitere for i et traditionsstyret samfund. Men ved at vise alternativerne frem, kunne vejen banes for en ny tid uden atomkraft.

I kredsen var der også en vis skepsis og irritation over, at forskere og politikere på centralt plan havde et så abstrakt forhold til energispørgsmålene. Praktiske eks¬empler, erfaringer og professionel kompetence eksisterede jo ikke. Samfundets forskere havde overalt i vores “frie” del af verden stort set overset de muligheder, der var i at bringe vedvarende energi op på niveau med atomkraften. Så der var nok at se til for barfodsforskerne i Thy.

Det førte i de følgende fem år til et konstruktivt samspil mellem idéfolk, teknikere, virksomheder og brugere, hvor der blev realiseret mange konkrete projekter indenfor solvarme, biogas og vindmøller. Vi befandt os i en relativ akademisk isolation, men trak til gengæld udenlandske kapaciteter til området, altså folk med reel viden og erfaring, som hurtigt kunne omsættes til produkter, der fungerede. Det var vilkårene, hvis vi ville skabe lokal accept og vinde tilhængere.

Uden disse års indsats på det konkrete plan, havde der ikke været meget grundlag for et center for vedvarende energi i Thy. Det var samtidig vores indgang til at tale med på det nationale plan om fremtidens vedvarende energi samfund. Der var på det tidspunkt i samfundet megen usikkerhed overfor, hvordan man skulle gøre vedvarende energi til en del af samfundsøkonomien. Produkterne var for dårlige og dyre; der var intet marked; der manglede de mest elementære rammebetingelser. Der var mange flere problemer end løsninger.

I NIVE-gruppen tog vi udgangspunkt i den enkelte producents og brugers situation. Teoretikerne kaldte det dengang for aktionsforskning. Det blev kombineret med principper om åbenhed, hvorved forbindelsen var knyttet til en i Danmark lang historisk tradition. Denne tradition er en del af selvstændighedskulturen, som vi finder den i landbruget og de mindre og mellemstore virksomheder.


NIVE fik da også på et tidligt tidspunkt et godt og tillidsfuldt forhold til en række brancheorganisationer, først og fremmest Håndværksrådet og Dansk Smedemesterforening, hvilket var særdeles vigtigt for den erhvervsmæssige og politiske accept af vedvarende energi i 1970erne. Man undgik stillingtagen til atomkraften og kunne gå i gang med afløserteknologierne, som der også var et eksportpotentiale i, forventede vi.

Orienteringen imod de mindre virksomheder var og er stadigvæk grundlæggende. For nye vedvarende energi teknologier har markedet altid været lille fra starten af. Derfor egner de sig til mindre virksomheder, som søger efter et nicheprodukt, hvorimod store virksomheder generelt vil markedsføre produkter, hvor der allerede er grundlag for massesalg.

Kronologien for Folkecenterets oprettelse var, at NIVE blev opfordret hertil på OVEs landsmøde i oktober 1979. Året efter sendte OVE en ansøgning til Undervisningsmi¬nisteriet om en generel støtteordning til en række Folkecentre, altså ikke specifikt et center i Thy. Først senere fulgte, som planlagt, en sådan konkret ansøgning med oplysninger om støttekreds, bestyrelse, placering, planer med videre. Der var et nært samarbejde mellem Lars Albertsen og Preben Maegaard herom, hvor især sidstnævnte måtte balancere imellem NIVE- og OVE-interesser, idet han var formand både lokalt og nationalt.

Planerne fik efterhånden støtte fra anden side. Talrige organisationer var på opfordring kommet med støtteerklæringer. Vigtig var især opbakning fra Styregruppen for Vedvarende Energi, som blev oprettet i 1981 med professor Niels I. Meyer som formand.

Planernes gang igennem det statslige apparat vil være for kompliceret at beskrive i denne sammenhæng. Men flere politikere mente, vi ikke skulle knyttes til Undervisningsministeriet, men til Energiministeriet. Det blev slået fast af socialdemokraterne Mette Groes og Poul Nielson, der var blevet fhv. energiminister. Han mente, at i den centrale energiadministration havde man godt af at lære sådan nogle som os at kende.

I øvrigt ville politikerne se, hvad vi foretog os indenfor vedvarende energi. Lidt paradoksalt i betragtning af, at vi jo bad politikerne om at komme med penge hertil, men det traf sig så heldigt, at vi havde flere møller, biogasanlæg og solfangeranlæg at fremvise som resultat af NIVEs og privates, herunder Asger M. Kristensens, offervilje.

Gode lokale politiske relationer var med til at gøre mødet med delegationen fra København vellykket. Johan Mikkelsen, socialdemokratisk medlem af kommunalbestyrelse og amtsråd, var mere end villig til at lade sig “bruge” som Folkecenterets støttekredsformand. Han var meget respekteret i partiet, og han ønskede brændende vindmøller i stedet for atomkraft. Sammen med Ole Vagn Christensen, valgt i Thisted kredsen, og med Mette Groes som ankermand på Christiansborg var det også lykkedes at vinde Jens Risgaard Knudsen for ideen. Med hans opbakning var Socialdemokratiets støtte sikret.


Det blev den radikale Lone Dybkjær, daværende formand for Det energipolitiske udvalg, som bar beslutningsforslaget om et Folkecenter frem på Christiansborg i 1982. Hun havde året før været med til at skaffe midler til Styregruppen for Ved¬varende Energi og havde i det hele taget en særdeles god forståelse for, at ved¬varende energi skulle være folkelig og vokse nedefra.

Først i 1983 lykkedes det imidlertid at få beslutningsforslaget om 3 ½ års forsøgsdrift vedtaget med et komfortabelt flertal. Kun Fremskridtspartiet var imod. Således havde Svend Erik Hovmand, Venstres talsmand, ingen forbehold, når bare Håndværksrådet sagde god for ideen, som han udtrykte det.

Bevillingen var på 2 ½ mio. kroner til driften årligt og 2 mio. til etablering som et engangsbeløb. Men driftsbevillingen var meget specielt udformet. Vi skulle skaffe ligeså mange penge fra anden side for at få udløst driftsbevillingen. På den måde blev vi brugt som løftestang i Viborg Amt for en ny beskæftigelseslov, som skulle hjælpe ledige i arbejde.

Det var bureaukratisk byrdefuldt. Eftersom disse beskæftigelseslove blev ændret hvert år, anede vi i perioden 1983-87 aldrig, om der kom udløsende penge fra den kant, førend finansloven var vedtaget. Flere gange måtte alle ansatte derfor siges op ved årets udgang, hvilket naturligvis skabte forklaringsproblemer og uro. Var man måske ikke blevet ansat et sted, der modtog statstilskud, med den tryghed det gav? Nej, politikerne havde strikket det anderledes sammen.

Ganske vist var vi på finansloven for 1983, men det var svært at få tingene igennem Energiministeriet. Således havde kontorchef Ove Dietrich ønsket udkastet til vedtægter ændret sådan, at forvaltningen kom til at bestemme enhver disposition vedrørende indkøb, ansættelser, projekter m.v., altså en reel tilsidesættelse af den uafhængighed, som politikerne ønskede, vi skulle have.

Med Lone Dybkjærs indsats blev vedtægterne godkendt, således at vi kunne leve med dem. De var da også helt konventionelle og svarende til, hvad man finder i de mange hundrede selvejende institutioner i Danmark. På det felt skulle der ikke eksperimenteres.

I øvrigt kom Ove Dietrich ikke til at sidde i den dengang 13 personers bestyrelse, hvor halvdelen var valgt af støttekredsen og halvdelen udpeget af myndigheder og organisationer. Det havde han ellers udpeget sig selv til.

På den måde fik bestyrelsen det råderum og den uafhængighed, som politikerne havde ønsket. Der var lagt en linie, som bestyrelserne lige siden har stået fast på, selv om der undervejs har været flere tilløb til, at nu skulle der koordineres, så at vi fulgte statens prioriteringer.


Det har uden tvivl været en styrke, at vi har haft bestyrelser, der bestod af folk med livslang erfaring fra politik og organisationslivet. Det gælder ikke mindst formændene, hvor foruden afdøde Johan Mikkelsen, har siddet tre: Ole Albertsen, VE-veteran; Dagmar Mørk Jensen, tidligere MF’er og medlem af energipolitisk udvalg. “Uden uafhængigheden har vi ingen eksistensberettigelse” fastslog Dagmar Mørk Jensen engang på et bestyrelsesmøde, hvorefter den diskussion var forbi.

Formand siden 1999 er smedemester Jens Jensen. Blandt talrige tillidsposter var han i mange år formand for Dansk Smedemesterforenings energiudvalg og i 10 år med i Styregruppen for Vedvarende Energi og derefter VE-Rådet. Af andre gennemgående personer kan nævnes, professor Niels I. Meyer og lærer Ian Jordan.

Med fra starten i bestyrelsen var også forfatteren Knud Sørensen og daværende højskolelærer, H.C. Hansen, Askov Højskole. Han repræsenterede de Samvirkende Energikontorer og var til umådelig hjælp i de første år med at forankre stedet i la Cour traditionen. Det skriver han om i sin disputats fra 1985: Poul la Cour, folkeoply¬ser, opfinder og folkeoplyser: “I bestyrelsen tror vi på succes, skønt idealismen straks, som i la Cours tid, synes at få alvorligt modspil fra de økonomiske realiteters verden. For øjeblikket er der næppe nogen dansk vindmøllefabrik af betydning som ikke fristes af at sælge ud af sin “know-how” til amerikansk kapital. At støtte dansk håndværk og småindustri under disse vilkår og med et usikkert hjemmemarked er ikke helt let, men der er anden vedvarende energi end vindkraften, og der er adskillige nicher, man blot skal have fantasi og evne til at opsøge”.

Det forpligtede naturligvis som sidste skud på stammen at blive takket for god efterfølgelse af la Cour traditionen, hvilket H.C. Hansen gør ved at citere nærværende skribent i hans egenskab af forstander for Folkecenteret: “Ved siden af offentlig og privat virksomhed har vi i Danmark et særligt fænomen, som vi kalder den tredje sektor. Det er selvejende institutioner, foreninger, andelsforetagender og lignende organisationsformer, som vi har lange og gode traditioner for i Danmark.

Sådan som situationen er i Danmark i dag vil det være rigtigt at styrke den tredje sektor.

Hele den enorme dynamik, som bragte Danmark fremad for hundrede år siden, udfoldede sig som et vekselspil mellem den enkelte, som regel landboen, og den tredje sektor, hvori også højskolerne og landbrugets forsøgsvirksomhed indgik. Den tids foregangsmænd forstod - praktisk og politisk - at det var en bred proces, som skulle til, dersom den nye struktur skulle vinde styrke og bredde. Frembragt viden skulle ud og arbejde til gavn for helheden og ikke udmøntet i form af patenter bruges til forgyldning af en enkelt, heldig opfinder, (f.eks. La Cours vindmøller).

Det er den tredje sektor, som har været rugekassen for vedvarende energi, både når det drejer sig om udviklingsarbejde, praktiske forsøg og vidensformidling.”


Der var en enorm søgning til de stillinger, som blev opslået i 1984 som medarbejder indenfor de specialer, Folkecenteret skulle beskæftige sig med. Valget af nøglemedarbejdere faldt overvejende på personer, der var kendte indenfor vedvarende energi sektoren. De fleste var uden erfaringer med den særlige filosofi med åbent, erhvervsrettet udviklingsarbejde kombineret med formidling og projektsøgning, som hurtigt blev til overlevelsesvilkår på Folkecenteret. Naturligvis har der, som i alle nyetablerede institutioner og her tilmed uden et forbillede, været turbulens, om ikke andet så fordi de økonomiske vilkår har været usikre.

Men arbejdsopgaverne har også ændret sig hele tiden; intet undtagen nødvendigheden af stadig fornyelse og omstilling har ligget fast, hvorfor Folkecenterets historie er en lang læreproces for de involverede, hvor der ikke har været et år, som kunne bruges til konsolidering. På den måde har vi i 17 år praktiseret, hvad nu betragtes som god latin indenfor organisationsteorien og normalvilkår for dynamiske organisationer under stadig forandring.

Alligevel er en del af de regulært ansatte fulgt med i næsten hele forløbet. Det administrative personale har for længst holdt 10 års jubilæum, og det har nogle af ingeniørerne også. Men nu sagde politikerne i øvrigt til os fra starten, at et job på Folkecenteret skulle ikke være en livstidsstilling. Vi skulle udklække medarbejdere til erhvervsliv og organisationer, hvilket i høj grad er sket. Der sidder mange rundt omkring i industrien og andre steder, som fik deres første introduktion og arbejdserfaringer med vedvarende energi på Folkecenteret. Her blev de professionelle og kunne gå videre.

Sommerlejrene blev levende refereret i OVE’s blad og her kan man også finde omtale af flere forrygende store og flotte fester, “Fest for Visionerne”, som samlede hele bevægelsen for en aften og nat. “Midtpunkt i Verden er hvor du fremtid skaber” var sloganet. Den slags kunne Thorkild Jacobsen sætte i scene.

I en årrække blev OVE’s sommerlejr afholdt på Folkecenteret. Her mødtes mange fra VE-bevægelsen i en uges tid over lejrbål, fællesspisning og lange diskussioner. De fleste levede i telte, herunder lejede militærtelte sammen med de medbragte børn, hunde og ægtefæller. Hver formiddag var der foredrag, hvoraf mindst et var af en fremtrædende eller kendt kulturpersonlighed, som tilførte ugen noget helt andet end de sædvanlige problematikker. Men der blev også arbejdet praktisk med biogasanlæg, drivhuse og lignende, som kunne bygges på kort tid.

Ejvind Beuse var i en årrække primus motor i sommerlejrene, derefter tog andre VE-veteraner over, men lidt efter ebbede interessen for sommerlejre ud. Ikke blot hos VE-folket. Det var et mere generelt skift.

Nævnes skal også et ugelangt internationalt møde i 1988 med 100 deltagere fra hele verden. Værkstedet med maskiner og det hele fungerede som en meget særpræget mødesal.


Kontakten til energibevægelsen skete i øvrigt på de såkaldte PROKO møder, som blev afholdt i Århus. Her kom Folkecenteret og nøglemedarbejderne regelmæssigt i krydsild. Man skulle indplacere den nybagte i en bredere sammenhæng, som i grove træk gik på, at OVE var den uafhængige, politiske organisation, der førte sagerne på vegne af hele VE-bevægelsen frem på Christiansborg; energikontorerne var det lokale kontaktled til forbrugerne, medens Folkecenteret skulle udvikle teknik, hvilket uundgåeligt betød tæt berøring til de producerende virksomheder. Endelig var flere af den gamle garde blevet professionelle rådgivere indenfor vedvarende energi, hvorfor de måtte skrive en regning på udført arbejde. Sådan var arbejdsfordelingen mere eller mindre frem til starten af halvfemserne.

I hele perioden siden 1975 havde der været en slags gensidig, grundlæggende indforståethed indenfor vedvarende energi bevægelsen. Man behøvede ikke forklare sig overfor hinanden, man havde tillid til, at motiver og initiativer tjente den fælles sags bedste. Det kræver en særlig analyse, hvad der forårsagede en begyndende splittelse, men det er næppe en enkeltfaktor, som medførte afslutningen på mange års sammenhold og tillidsfuldhed. Men tiden blev en anden. Vigtigt var utvivlsomt, at der fra at være 3-4 statslige tilskudsordninger nu kun var en enkelt.

For Folkecenteret betød Styregruppen for Vedvarende Energis forsvinden i 1991 særdeles meget. De to instanser havde nærmest ens målgrupper; men nu var det slut med at lave energiprojekter med et rent industripolitisk sigte. Nu blev det noget med CO2 og skyggepriser.

Men Folkecenterets prioritering af arbejdsopgaverne udgjorde også et skisma, som ikke skal undervurderes. Når et område var fuldt teknisk udviklet og kommercielt, når succesen var hjemme, så har vi trukket os ud af det. Altså bedst som vi stod stærkest med velkvalificerede folk og masser af erfaringer, sagde vi stop. Det gjaldt således for udviklingen af store vindmøller, solvarme og decentral kraftvarme, tre felter, hvor vi lukkede ned omkring 1992 for at bruge ressourcerne på noget helt nyt.

Skulle vi være til nytte for de mindre virksomheder, var det indlysende, at vi måtte åbne op for nye vedvarende energi områder. Det ville være halsløs gerning at lokke mindre virksomheder til eksempelvis at bygge vindmøller i konkurrence med Vestas, Bonus og andre med milliardomsætning og talrige ingeniører. Derfor lagde vi flere kræfter i gårdbiogas, husstandsmøller, mangepolgeneratorer, brint, solcelleteknik og efterhånden også bølgeenergi og CO2-neutral transport.

Det lyder ambitiøst, men må ses over en årrække. Vi er gået i gang med disse ting, længe førend de er blevet til statslige indsatsområder, ved at bygge på rimelig kendt teknologi, om nødvendigt overført fra udlandet. Vi er gået ind, hvis der lå noget, hvor fremsynede og dristige virksomheder kunne spille sammen med os. Spredning af indsatsen er i øvrigt blevet et overordnet princip i Energistyrelsens forskningsprogram sidst i 90erne, kan vi konstatere.

På ingen af de nævnte, nye områder er der endnu sket et reelt markedsgennembrud; 90erne har jo i Danmark været konsolideringens årti. Men i 1997 sker der dog det, at brint, bølgeenergi og solceller vil staten til at bruge flere penge på. Det interessante for et forholdsvis lille sted som Folkecenteret er at kunne hævde, at de pågældende nye vedvarende energi områder eventuelt slet ikke havde været inde i billedet i dansk energipolitik ved overgangen til det nye århundrede, dersom Folkecenteret ikke for 8-10 år siden havde sadlet om og søgt sin egen kurs.


Der er naturligvis ulemper ved at ville dække så bredt og med så mange specialer, som tilfældet er. Men grundlæggende går vi ikke ind i et område uden at have en faglig substans at bygge på. I øvrigt er en indsats med 2 ingeniører og nogle trainees en ret stor indsats på et nyt område som eksempelvis brint og bølgeenergi med beskeden forskningsindsats og ingen egentlig erhvervsaktivitet.

Folkecenteret er repræsenteret i en række statslige udvalg: for bølgeenergi, brintenergi, solceller, solenergi og udvikling af landdistrikterne og kan på den måde hente viden og påvirke beslutningerne på felter, hvor det varer en række år, inden et markedsgennembrud kan forventes. Det er helt i takt med vores overordnede mål.

Globalisering og internationalt samarbejde har påvirket Folkecenteret særdeles meget i 1990erne. Fem månedlange informationskampagner i Østeuropa gav langt flere kontakter, end det var muligt at udnytte konstruktivt fuldt ud, så de mange henvendelser gik videre til dansk erhvervsliv. Der kom dog projekter for ca. 20 mio. kroner ud af det. 6 energikontorer, pionervindmøller i Gdansk, Kaliningrad og Kamchatka og et stort biogasanlæg i Kaunas i Litauen.

Ulandsaktiviteterne har fra starten været vigtige på Folkecenteret. Således startede Forum for Energi og Udvikling, FEU, i det små hos os, inden René Karottki i god forståelse overførte Folkecenterets omfattende internationale netværk til den nye organisation til København, hvor den har vokset sig til en indflydelse, der ikke var mulig i Thy. Siden er vore ulandsaktiviteter fortsat ad andre spor bl.a. med et Mali-Folkecenter.

Men også til de europæiske lande udbyggedes kontakterne gennem samarbejdet med EUROSOLAR og som koordinator for Den europæiske Solpris. Vi blev medlem af EUREC Agency og andre kollegiale samlingssteder. Ulrich Jochimsen fra Grundtvig Stiftung i Potsdam har haft en særlig evne til at gøre os til samarbejdspartnere med mange dynamiske virksomheder og institutter, som nok ville have visse forbehold overfor et fjernt sted i Danmark med et aparte navn. Fra selv at skulle kreere og hjemsøge EU-projekter er vi kommet i den situation, at man rundt om i Europa inviterer os til at deltage.

Til gengæld vil der altid i Danmark være en særlig opgave med at forklare, hvor vi står, og hvor vi er på vej hen, viser erfaringen. Vi er svære at definere. Således konkluderede en evaluator i 1997 efter at have undersøgt os i flere måneder, at han i grunden ikke kunne finde ud af, hvad vi stod for. Han foreslog, vi skulle blive et oplevelsessted, altså ganske ufarlig underholdning, hvilket vi kategorisk afviste.

Udover det teknisk fornyende og primære virksomhedsrettede arbejde har Folkecenteret i 90erne haft projekter i Brasilien, Polen, Rusland, Ungarn og Rumænien og opstillet kendt dansk vedvarende energi teknologi på steder, hvor omstillingen til vedvarende energi tilhører fremtiden.


Vi har kontorer for vedvarende energi i en række lande med Folkecenteret som koordinator. Internt er bygget nye forsøgshuse og -anlæg. Der er 10 forskellige slags vindmøller, store og små. 10 solvarmeanlæg, 12 solcelleanlæg, 5 grønne spildevandsanlæg og 4 biler på vedvarende energi. Desuden et stort Plusenergihus, jordhus og halmhus. Bygningsanlægget på 3.500 m2 koster ressourcer og giver muligheder. I praksis betyder det mange besøgende, 8-10.000 om året og hands-on erfaringer for de 10-15 trainees fra udlandet på 3-9 måneders ophold.

Vi er hverken et oplevelsessted eller en skole. Man inviteres ind for at høre om eller deltage i det udviklingsarbejde, som skal bane vej for fremtidens vedvarende energi samfund med erhvervslivet som praktiske udøvere.