Meddelelse til Folkecenteret´s støttekreds - 10/7 2003 

Kære støttemedlem for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi.

På støttekredsens generalforsamling 21. juni 2003 blev formanden Jens Jensen genvalgt, Erik Tybirk genvalgt og Hanne Wegge nyvalgt. De fremmødte besluttede at invitere STØTTEKREDSENS MEDLEMMER til at deltage i dialogen om Folkecenterets fremtidsmuligheder.

Folkecenteret vil gerne i dialog med de kræfter der kan ryste Vedvarende Energi ud af regeringens mølpose. Så har du et forslag, indspark eller faktuelle timer du kan donere til støtte for Folkecenteret bedes du maile til:

                      STOTTEKREDSEN*FOLKECENTER.DK

Folkecenteret tilbyder dig SOMMERARRANGEMENT i dagene 30. juli – 2. august 2003, hvor vi kan samtale og komme konkret og kontant i dialog om Folkecenterets nuværende virkelighed. Derfor inviteres du til Folkecenteret til seriøs snak om vores fælles fremtid.

 SOMMERARRANGEMENT på FOLKECENTERET i THY:

Onsdag 30.07.03: Ankomst/Indkvartering 1600-2000 og 2100-2300 Sangaften i SkibstedFjord Kongrescenter. Sanger Lise Ørskov og musiker Henrik Hartvig vil give os  en koncert hvorefter vi alle vil synge nogle af Henrik Hartvigs nyeste højskolekompositioner mens solen farver himlen og giver den natdragt på.

Torsdag 31.07.03: Energi- og Kulturbustur Nissum Bredning rundt 1000-1600. Formiddagskage og kaffe på Tuskær Kulturcenter i Fjaltring, Frokost ved Thyborøn Havn og Eftermiddagskaffe ved Folkecenterets Bølgekraft Prøvestation, hvor Danmarks nye Bølgekraftmaskine Wave Dragon lige nu afprøves. Danse- og Sangaften i SkibstedFjord Kongrescenter 1900 - 2200.

Fredag 1.08.03: Professor i økonomi Jesper Jespersen fra RUC giver sit indspark fredag formiddag 900 – 1000. Dialogdag om økonomimodeller for Fremtidens Vedvarende Energicentre, hvor målet er at sætte Vedvarende Energi tilbage på Dagsordenen så økologi og økonomi kan skabe både lokal balance og global balance. Fest hele aftenen i SkibstedFjord Kongrescenter 1900 – du går i seng.

Lørdag 2.08.03: Samarbejde med Agenda 21 i Sydthy. Klunsemarked i Down Town Ydby fra 1000 – 1500. Dr. Herman Scheer MdB, præsident EUROSOLAR i rundbordssamtale på SkibstedFjord fra 1400 – 1700. Hele aftenen og natten kan der festes ved 60erfesten på Thyholm eller du kan vælge en stille aften ved hav eller fjord.

Søndag 3.08.03: Afrejsedag.

Folkecenteret vil gerne høre din mening og lære dine ideer at kende, så vi sammen kan give vor regering DET FOLKELIGE KRAV om fortsættelse af vedvarende energi programmer for vore skattekroner. Send os en mail om det du lige tænker på lige nu.

Håber at DU kan være med og at vi ser dig på mailen på Folkecenteret på vej ind i de nye tider for vedvarende energi både lokalt og globalt.

 

Med venlig hilsen
Nordisk Folkecenter  den 10. juli 2003. 

Jane Kruse

 

Folkecenterets priser for overnatning og morgenmad:

Værelse med udsigt, linned og håndklæde                        kr. 120

Sovesal i egen sovepose og eget liggeunderlag               kr.  50

Telt på Folkecenterets grønne enge ved Limfjorden         kr.  30

Frokost                                                                                    kr.  45

Middag                                                                                    kr.  60

Festmiddag                                                                            kr.  80

 

Energi- kulturbustur Nissum Bredning Rundt 1.08.03 koster kr. 200 pr. deltager excl. forplejning ved minimum 25 deltagere.

Tilmeldning til SOMMERARRANGEMENTET på FOLKECENTERET i THY senest mandag den 28.07.03. klokken 12 på mailen STOTTEKREDSEN*FOLKECENTER.DK

Vedlagt følger Preben Maegaards redegørelse om 20 års arbejde for Vedvarende Energi på Nordisk Folkecenter samt Girokort i brochuren GIV VISIONEN VINGER.