Gaslys i København
 Hvad er PSO midler?
 Da elektriciteten kom til Vangsaa
 Radiatorens historie
 Jævnstrøm eller vekselstrøm - rivaliseringen mellem Edison og Tesla
 Deleøkonomi
 Økologisk økonomi
 Karbidlamper
 Modvækst
 Energimuseet
 Vedvarende Energi malebøger
 Gasmuseet
 Dråben - Tvinds energibesparende bil
 Film om vedvarende energi
 Køling i ulande
 Nyheder om energi, miljø og økologi
 Upcycling
 INFORSE
 Økolariet
 Samdyrkning af planter
 Økosamfund
 Tvindkraft
 Grøn og miljøvenlig rengøring
 Ny teknisk rapport om PPO - planteolie til energiformål
 Miljøvenlig maling
 Danmarks el-historie
 Energiforsyning i ulande
 Trækul til ulande
 Cob byggeri
 Latrin
 Naturlig sæbeproduktion
 Flyrejser og forurening
 Miljøbevægelsens historie i Danmark
 Energikrise
 Kunstigt kød
 Renewables 2010 Status Report
 Økologisk fodaftryk
 Pedalkraft
 Frivilligt miljøarbejde
 Guerilla Gardening
 Klimaflygtninge
 Flaskevand
 Tjæresand
 Kul
 Vulkanenergi
 FSC mærkning
 Derfor er støtte til fossil energi en dårlig ide
 Vedvarende Energi giver udvikling
 Fusionsenergi
 Uddannelser inden for vedvarende energi
 Feed-in tarif system i England
 Greenwashing
 Biodynamisk fødevareproduktion
 Ørkenbekæmpelse
 Slow Money
 Carrotmob
 Atomkraft
 Hormonforstyrrende stoffer
 Livet uden penge - det pengeløse samfund
 Lodret landbrug
 Transition Towns
 Friganer
 Jatropha
 Geo engineering
 Flaring
 Energihøst
 Selvforsyning
 Energibyen Skive
 Carbon Capture and Storage (CCS)
 Cleantech
 Friland
 Fødevarer og CO2
 Træ
 Vugge til vugge
 Simple Living
 Energiøen Samsø
 Energibyen Frederikshavn
 Stirlingmotor
 Energiens historie
 Vedvarende Energi skaber arbejdspladser
 Hvad er CO2 kvoter?
 Tre vinger, et gear og et tårn og du har en vindmølle
 Hvordan bliver jeg CO2 neutral?
 Møller i modvind
 REN21 - globalt netværk
 Fremtidens olie- og gaspriser
 Fransk rapport om Folkecenteret
 EU kommissionens vedvarende energi oplæg
 Ny engelsk lovgivning vedr. klimaændringerne
 Tarifsystemer for vedvarende energi
 Peak Oil 2006
 FNs klimarapporter
 Dansk peak oil
 Dansk Energipolitik 2008-2011
 2008 BP Statistical Review of World Energy
 VE 2007 global status rapport
 Ny bog udkommet om Preben Maegaard
 ENERGIAUTONOMI - ny bog af Hermann Scheer oversat til dansk
 CO2 og drivhuseffekten
 www.energien.dk - Bogen om energien
 Økologi
 ESCO - Energy Service COmpany
 Tarifsystemer for vedvarende energi
 Retscreen
 Danmarks el-forbrug 2006
 EUs el-forbrug
 Nordisk Energiplan 2006
  Kampen om den sidste olie

Kampen om den sidste olie.

 

Følgende artikel blev bragt i Grønne Familiers blad Grøn hverdag, oktober måned 2006.

 

Læs den i PDF format her.
 

Kampen om den sidste olie og den uundgåelige omstilling til vedvarende energi og energibesparelser.

Preben Maegaard
Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi.
Chairperson, World Council for Renewable Energy, WCRE.


===============================================

Man hører ofte dette udsagn: ”Tro ikke på dommedagsprofeterne. Der bliver hele tiden fundet mere og mere olie”. Det er sådan set rigtigt nok men det er ikke det væsentlige. Afgørende er, at siden 1980 er der hvert år blevet forbrugt mere olie, end nye oliefund har kunnet dække. Det vil sige, at man globalt set i stigende grad i fremtiden vil være afhængig af oliefund, der blev gjort før 1980.

Det er den nye og alvorlige situation, som dog ikke er trængt ind i den offentlige og politiske erkendelse med den konsekvens, at vi er tvunget til at indrette vore stærkt olieafhængige, moderne industrialiserede samfund på en fremtid, der ikke ”kører i olie”.

I den danske offentlighed foretrækker man at tegne et lyst og optimistisk billede af en vitterligt alvorlig situation for den globale olieforsyning eller man vender problemerne ryggen.  Vi hører beroligende udtalelser fra politikerne om, at Danmarks olieforsyning er tilstrækkelig i mange år fremover, og vi trøster os med, at Danmark er blevet et olieland med en eksport af olie, der er dobbelt så stor, som det hjemlige forbrug af olie.

Men i en verden med åbne grænser gavner det os reelt ikke. I virkeligheden indgår den danske olie i den globale oliepulje, og det ser man om ikke på anden vis ved, at de danske oliepriser følger verdensmarkedet. En øget dansk produktion fra eksisterende oliefelter ændrer næsten intet på den globale forsyningssikkerhed.

Det er heller ikke trængt ind, at eftersom nedtællingen for den fossile olie er i fuld gang, så er det på høje tid at gå i gang med omstillingen til vedvarende energi. Fremtiden kan blive yderst kritisk med knaphed af enhver art, konflikter og krige, dersom vi ikke i rette tid indretter det globale samfund på den nye situation.

Afhængigheden af olie og andre fossile energiformer er ikke mindst i industrilandene så kritisk, at det ligner Titanic’s sejlads, ikke over Atlanten, men gennem det hav af olie, som blev dannet i løbet af flere millioner år. Den pumper vi op nu og brænder af på få årtier. Eftersom sejladsen ikke kan fortsætte på et tørlagt hav, er der en hel civilisation, som risikerer at gå på grund, dersom man ikke snart får lagt kursen om.

De rigtig store oliefund blev gjort i 1960erne og alle de afgørende, globale oliefund blev gjort førend 1980, hvorfor der er belæg for at sige, at i en lang årrække var fundene højere end forbruget. Det er 1980, som er vendepunktet i den fossile olies historie. Oliegeologerne – det er dem, der søger efter nye oliefelter – har noget, som de kalder en ”oil-giant”. Det er et oliefelt, som er så stort, at det indeholder olie nok til et halvt års forbrug på verdensplan. Dem fandt man tidligere mange af, men siden 1980 har man ikke fundet en ”oil-giant”. Hertil siger oliegeologerne, at de allerede har fundet de store oliefelter, som eksisterer. Der er ikke mere at komme efter.

Olieudvinding følger en såkaldt bell-kurve, som kaldes Hubbert-kurven efter den amerikaner, som beskrev den i 1956. Teorien gælder både det enkelte oliefelt og det enkelte olieland: Produktionen stiger i en periode frem imod et højeste punkt (peak-point). Det indtræder erfaringsmæssigt, når halvdelen af reserverne er udnyttet, hvorefter produktionen vil være faldende, indtil oliefeltet er udtømt.

Peak oil figur

USA var tidligere et vigtigt olieland, selvforsynende og med eksport til andre lande. Men allerede i 1970'erne nåede produktionen det højeste punkt, hvilket havde været forudset i flere årtier. Siden er USA blevet mere og mere afhængig af olie. Ca. 70% af USA's årlige forbrug på 1 milliard tons olie bliver importeret. Verdensproduktionen af olie er på ca. 4 milliarder tons årligt, hvoraf USA altså forbruger mere end 25%.

En række andre olieproducerende lande er nær ved eller har allerede udnyttet halvdelen af reserverne, herunder UK og Norge. De vigtigste mellemøstlige olielande vil derimod først nå peak-pointet omkring 2020. Med en vækst i olieforbruget på 2-3% årligt viser beregninger, at omkring 2010 vil man nå det globale peak-point, dvs. at halvdelen af jordens oliereserver vil være opbrugt. Herefter vil olieproduktionen være faldende.

Endnu i nogle år vil stigende priser dog sikkert føre til øget udvinding fra nye samt kendte oliefelter, men herefter vil den fysiske begrænsning resultere i, at den globale olieproduktion falder svarende til den bell-kurve, der teoretisk og erfaringsmæssigt har været gældende for det enkelte oliefelt og det enkelte olieland i oliens 100-årige historie.

Når et land er sakket bagud med olieproduktionen, har det i mange år været praksis, at et andet land, som regel Saudi Arabien, bare har skruet mere op for oliehanerne. Dermed har man stabiliseret priserne. Men det kan det førende olieland ikke længere. Der er uro omkring Irak og Iran, men forsyninger herfra kan ikke erstattes af øgede leverancer fra anden side. Udvindingen hører på højtryk overalt – eller den er faldende. På trods heraf stiger behovet for olie.
   
Omkring 2020 vil verdens olieforsyning være næsten fuldstændig afhængig af nogle få mellemøstlige olielande, som vil kunne drive priserne på konventionel olie meget højt op. De høje priser vil ikke som tidligere føre til nye spring opad i olieproduktionen, fordi der er grænser for i hvilket tempo, undergrundens formationer er i stand til at slippe den tilbageværende olie. Den befinder sig ikke i underjordiske søer, der kan tømmes efter behov. Oliesedimenterne er nærmest som en våd karklud. Det er nemt at vride de første dråber ud; men lige meget hvor hårdt man vrider, så bliver karkluden ikke tør af den grund. Det illustreres meget godt af et lille regnestykke fra USA, at i 1940 kunne man for hver tons olie, der blev brugt til udvinding, raffinering og distribution, hælde 100 tons i forbrugernes tanke, hvorimod der nu kun er 10 tons olie at gøre godt med. Der skal altså ti gange så megen energi - og senere endnu mere - til at hente de sidste dråber op. 

DE GLOBALE OLIERESERVER.

  • United States Geological Survey
118 mia. tons
  • World Oil, Annual International Outlook
132 mia. tons
  • Oil and Gas Journal
138 mia. tons
  • BP Statistical Review
141 mia. tons
  • Bundesanstalt für Geowiss & Rohstoffe (BGR)
151 mia. tons

(Kilde: Hermann Scheer: En Solar Verdensøkonomi, Hovedland 2002).

Der er bred enighed om størrelsen af de resterende oliereserver hos de førende internationale instanser. Der er mellem 118 og 151 milliarder tons olie tilbage; regner man i tønder olie, skal der ganges med 6½. Med et årligt globalt olieforbrug på ca. 4 milliarder tons rækker de forhåndenværende reserver således til mellem 30 og 40 års uændret forbrug.

Den fremtidige forbrugsstigning indenfor olie vil være stærkt afhængig af, om lande med milliardstore befolkninger som Kina og Indien fortsætter med at bruge de gamle industrilande som forbillede for deres egen udvikling. Meget tyder herpå. Kina har i dag 17.000 km motorveje og planlægger at nå op på 80.000 km eller det samme som USA. Er der motorveje, kommer der trafik, siger erfaringen, hvilket vil betyde en endnu kortere tidshorisont til omstillingen fra olie til andre energiformer.

Hertil vil optimisterne svare, at i Canada er der kolossale olieholdige sandbjerge, men efter de foreliggende meldinger har også denne ressource sine begrænsninger. Dels mængden, som anslås til at svare til 40 milliarder tons olie, hvilket med det nuværende forbrug på 4 milliarder tons pr. år giver en respit på endnu ti år. Men behovet for olie vokser og udvinding af det canadiske oliesand er i sig selv en meget energikrævende proces. Så der er ingen grund til at læne sig tilbage i stolen og mene, at Canada engang vil kunne redde verdens forsyning med olie.


ER NY TEKNIK TIL OLIEUDVINDING LØSNINGEN?

Nogle er optimister og sætter deres lid til, at man ved brug af ny teknik kan hente meget mere olie op af de allerede kendte oliekilder. Spørgsmålet er bare: Findes der en revolutionerende ny teknik, som kan vende situationen og frembringe meget større oliemængder?  Svaret kan man blandt andet finde i USA, som tidligere ikke blot kunne forsyne sig selv men også eksporterede olie, herunder til Danmark. Man har i årtier, især i USA, arbejdet med at presse den sidste olie ud af de eksisterende, indenlandske oliefelter, hvor man borer tættere og tættere injicerer vand og gas. Det er der intet nyt i. Men det har ikke ændret ved det faktum, at siden 1975 har USA's olieproduktion været konstant faldende. USA satsede næppe så voldsomt med militær indsats i Mellemøsten, dersom man derhjemme kunne erstatte den importerede olie med nye former for udvinding af olie.

Selv om det er under 25% af oliedepoterne, som man i praksis kan udvinde, må man regne med, at ny teknik ikke vil forbedre den danske forsyningssituation og heller ikke den globale på afgørende vis. De danske oliereserver andrager i størrelsesordenen 400 millioner tons, hvilket skal ses i forhold til et globalt olieforbrug på 4 milliarder tons pr. år. De samlede danske reserver svarer med andre ord til én måned af det globale forbrug. Man kan jævnligt læse i pressen, at i Afrika finder man mere og mere olie. Angola er et af de nye olielande, og olien betyder meget for det fattige lands økonomi. Men ser man på Angolas betydning for den globale forsyning med olie, viser det sig, at Angolas samlede reserver kun kan række til elleve dage af det globale forbrug.

Efter 100 års olieudvinding er det førende oliegeologers opfattelse, at efterforskningsmetoderne i dag er så højt udviklede, at der ikke vil blive gjort flere rigtigt store nye oliefund, som betegner fund på mindst 6 måneders verdensforbrug. Af disse er der indtil nu gjort ca. 300 jorden rundt, men ingen siden 1980. Der er stadigt delvist uudforskede områder i specielt vanskeligt tilgængelige områder, ved polerne, ved Falklandsøerne, på Grønland, ved Island og lignende steder, hvor omkostningerne ved udvinding vil være meget høje.

Men der er ingen grund til at forvente, at reserverne i disse områder er så store, at de påvirker den samlede forsyningssituation på afgørende måde. (Iflg. Colin Campbell).

Åbning af nye oliefelter i Alaska bliver heftigt debatteret i USA og støder på stor modstand af hensyn til det sårbare arktiske miljø. Fundene i Alaska er imidlertid ikke større end at de kan dække USA's olieforbrug i 6 måneder, svarende til verdensforbruget i 45 dage. Derfor hører reserverne i Alaska ikke til de store globalt set.

I de seneste år har førende russiske olieselskaber givet oplysninger om de russiske reserver. Et af resultaterne heraf er, at oliefundene ved Det Kaspiske Hav har været overvurderet, hvorfor flere olieselskaber har trukket sig ud af området.

Perioden med faldende olieproduktion og stærkt forhøjede priser vil stille verdenssamfundet overfor krav om forandringer og udfordringer af hidtil ukendt omfang. Udviklingen og livsstilen i industrilandene tjener som forbillede for 75% af klodens 6 milliarder indbyggere, som kun bruger de 25% af ressourcerne. 

Anvendelsen af fossile brændsler gennemtrænger alle dele af de industrialiserede lande, hvor en 100 års epoke med adgang til rigelig og billig olie nærmer sig sin afslutning. Konsekvenserne heraf vil først mærkes i udviklingslandene og især i de fattigste. Nogle af disse brugte allerede med oliepriser omkring 30 USD halvdelen af deres valutaindtjening på import af olie. Det er naturligvis urealistisk, at de kan bruge en meget større andel, hvorfor de fattigste lande vil blive de første ofre for fremtidens forsyningssituation.

Ifølge den tyske energiekspert og politiker, Herman Scheer, vil de resterende naturgasfund være udtømt få år senere end olien, hvilket også vil være tilfældet med uran som brændsel i atomkraftværker. I rigelige og billige mængder findes derfor stort set kun kul, hvor en øget anvendelse vil få alvorlige miljømæssige konsekvenser. Derfor er på længere sigt en fuldstændig omstilling til vedvarende energi den eneste realistiske mulighed.

Hermann Scheer
Hermann Scheer.

ÅRTIER MED OLIEKONFLIKTER OG OLIEKRIGE.

Som en konsekvens af at verdenssamfundet ikke vil stille om fra fossile brændsler til vedvarende energi, må vi nøgternt set se frem til nogle årtier med kamp imellem landene for at sikre sig de resterende oliereserver. Kontrol over olien bliver afgørende. Der bliver kamp om den konventionelle olie, som især Europa, USA, Indien, Japan og Kina vil efterspørge, men hvoraf langt den største del findes i nogle få lande i Mellemøsten, ved Det Kaspiske Hav og i Sibirien, hvorved disse regioners geopolitiske betydning vil øges voldsomt i takt med, at olieproduktionen i en række andre mindre olielande vil være faldende.

Det er ikke en tilfældighed, at USA, verdens eneste militærmagt, hvert år siden 1991 har brugt 100 milliarder USD til militære operationer i området mellem Sudan og Usbekistan. Oven heri kommer udgiften til krigen i Irak. Sikring af råstoffer har som regel været militærets vigtigste opgave, og selv om der tales om indførelse af demokrati og frihed, er der ingen grund til at være naiv, når Mellemøsten er kommet i verdens brændpunkt. USA er i dette område for at sikre sig kontrol over den sidste olie, som uundgåeligt, når leverancerne bliver knappere og knappere, vil blive forgyldte dråber. Hvem der har kontrol over indtægterne fra denne olie vil stå stærkt økonomisk i fremtiden. Når man lægger oveni, at USA i 2005 havde et dagligt underskud på betalingsbalancen på næsten 2 milliarder USD, er det tydeligt, at landet i fremtiden må finde en løsning på en aldeles uholdbar økonomisk situation.

Den sidste olie kan blive redningen for USA’s anstrengte økonomi. En oplagt løsning ligger under Arabiens og Persiens magre jorder. Hvad prisen i konflikter og krige bliver for at få landene i Mellemøsten til at afgive deres flydende guld til dækning af vestens og de nye frembrusende industrilande i Asiens umættelige olietørst, har vi endnu til gode at få at se i fuldt mål. Forsmagen er fire oliekrige på få år i Kuwait, Tjetjenien, Afghanistan og Irak, og mens disse linier skrives, rasles der alvorligt med sablerne overfor Iran. Påskuddet for disse krige er indførelse af demokrati, bekæmpelse af terrorisme og at undgå flere atommagter. At krigene finder sted netop i en del af verden, som sidder på den sidste olie, kan ikke være et tilfælde.

OLIEN ER OGSÅ DET DAGLIGE BRØD.

Men kampen om den sidste olie er også kampen for det daglige brød. Vi oplever det sådan, at vores mad hentes ude fra den frugtbare muld i guds egen natur. Det bliver forår, det regner, solen skinner, det bliver varmt og planterne gror, de høstes og vi kan spise dem, hvorved vi er en del af det store kredsløb. Eller var.

Vi overser nemlig, at der bruges store mængder fossilt brændsel til at sætte maden på bordet. Den amerikanske forsker Richard Manning skrev i 2004 i Harper’s Magazine, en artikel med titlen, “The Oil we Eat”. I amerikansk landbrug fik man i 1940 2,3 kalorier mad for hver kalorie fossil energi, der dengang brugtes i landbruget. I 1974 var forholdet 1:1, og 30 år senere er det blevet sådan, at der skal bruges 10 kalorier fossilt brændsel for at frembringe en kalorie mad.

Det er således ikke længere primært regnen og solen, der skaffer os føden, men fossil energi til landbrugsmaskiner, kunstgødning, sprøjtemidler, transport af afgrøderne til den animalske produktion, industriel bearbejdning af fødevarerne, emballage, distribution mv. Dertil skal lægges kørsel med bilen for at hente fødevarerne i indkøbscentret, energiforbruget til opbevaring i køleskab og fryser i husholdningen og sluttelig tilberedningen i ovn og på komfur.

Alt dette er ikke med i beregningen over, hvor megen olie, der er i den daglige føde. Artiklen oplyser, at hvis hele jordens befolkning ernærede sig på den måde, som langt hen ad vejen også svarer til en dansk families livsstil, så ville alle fossile energiressourcer være brugt op på syv år; forfatteren medgiver dog, at der kan være tale om et 30% fejlskøn og at jordens ressourcer kunne holde til det moderne industrisamfunds livsform i 10 år! Herefter ville menneskene påny være henvist til at leve af, hvad den kommer fra den frugtbare muld, regnen og solen.


HURTIG OG KONSEKVENT OMSTILLING TIL VEDVARENDE ENERGI OG ENERGIBESPARELSER ER NØDVENDIG.

Selv om det alene er vedvarende energi, der kan sikre energiforsyningen i fremtiden og dermed opretholdelse af den livsform, som vi værdsætter, sker der ikke en massiv international satsning og omstilling til vedvarende energi. Indsatsen er forsvindende lille. I industrilandene går kun 7 % af energiforskningsmidlerne til vedvarende energi - atomkraften modtager 70%!.

Tilmed er der siden 1985 blevet investeret mindre og mindre i energiforskning. Det nævnes ofte, at nu er de store olieselskaber begyndt at arbejde med vedvarende energi og at et stort olieselskab kalder sig ”Beyond Petroleum”. Altså, at nu drejer det sig om alternativerne hertil. Men hvad siger tallene? Disse selskaber bruger 0,02% på vedvarende energi i forhold til, hvad de investerer i konventionelle energiformer.

I betragtning af de kraftige teknologiske og økonomiske fremskridt, man det seneste årti har iagttaget indenfor forbedret energieffektivitet og vedvarende energi, vil det være udtryk for en langsigtet og ansvarlig miljø-, energi- og erhvervspolitik at satse kraftigt på helt nye energiløsninger i de kommende år. De lande, som skaffer sig og fastholder forspring indenfor produktion og anvendelse af vedvarende energi og forstår at udnytte den effektivt, vil opnå en solid industriel og beskæftigelsesmæssig position i forhold til andre lande til gavn for den samlede økonomiske udvikling i landet. Globalt set vil man sikre miljø og klima og overdrage kloden til de efterfølgende generationer som et mere sundt og fredeligt sted for fortsat liv og civilisation.


 Budgetter for forskning i vedvarende energi